Lige om lidt er der frist for at søge ind på kvote 1 på de videregående uddannelser. Inden 5. juli er der vanen tro i omegnen af 90.000 kommende studerende, der skal tage et vigtigt valg om deres egen fremtid. Det er egentlig ganske opløftende: Corona eller ej, verden går videre, og unge mennesker tager lige så håbefuldt hul på resten af deres liv, som jeg selv gjorde for syv år siden.
Det får mig til at tænke på det mest velmente og samtidig dårligste råd jeg har fået i mit liv: I sommeren 2014 stod jeg og skulle vælge uddannelse – helt høj efter to sabbatår og et højskoleophold, der gav mig en masse nye venner og en lille ølvom, men ikke, som jeg havde håbet, en indsigt i, hvad jeg skulle bruge mit liv på. Det samme råd gav genlyd som i et ekkokammer af familie, forældres venner og andre voksne bekendtskaber: Det vigtigste var, at jeg læste noget, der interesserede mig. Så længe det interesserede mig, så skulle det hele nok ende godt.
