»Mit sprogs grænser er mit univers’ grænser – mit sprogs grænser er min verdens grænser«. Således argumenterede den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein i sit værk ’Tractatus Logico-Philosophicus’ for, hvordan sproget ses som en beskrivelse af verden, hvor de enkelte sætninger eller ord er uafhængige af hinanden helt ned på atomart niveau. Senere brød Wittgenstein med sin egen filosofi og argumenterede i ’Philosophische Untersuchungen’ for måden, hvorpå vi bruger sproget. Sprogets mening viser sig ved, hvordan det anvendes efter nogle offentligt anerkendte regler, derfor var et privatsprog umuligt. Sprog er letztendlich et ordspil, som hænger sammen med bestemte adfærdsformer i bestemte situationer.
Nu hvor tysk efter Brexit er blevet det mest talte sprog i Den Europæiske Union, er tiden kommet, hvor vi som danskere bliver nødt til at sadle om. Alt for længe har vi tilsidesat de fordele, som sproglige kompetencer kan give os i en politisk forhandling, eller bare når vi er unterwegs som turister i Europa. Alt for mange danskere tror, de kan klare sig med engelsk alene, men det er langtfra sandt. Sprog åbner døre, da sprog først og fremmest er den lige vej mellem to mennesker, hvor der skabes en slags hjemmebane i et internationalt rum. For i sproget ligger også en kulturel og historisk forståelse, som man elegant kan demonstrere ved at tale sin dansepartners sprog.
