For et par år siden bankede det på min dør. En let, genert banken. I opgangen stod Sajjad. Det var november måned, koldt i Paris, regnen var faldet i dagevis, i spandevis, og på gaden var folk travle og tavse. November, ikke en måned, hvor man taler med fremmede. Og der var så Sajjad: våd, forhutlet, i allerhøjeste grad fremmed.
Den sidste uge havde han tilbragt på gaden, under de store jernlænger ved metrostationen La Chapelle. En af den slags prikker på kortet, der egentlig ikke er for mennesker, men hvor der alligevel er alt for mange; en lejr opstået på en særlig elendig parisisk plet mellem heroinhandleres territorium ved Stalingrad og småforbrydernes revir ved Barbès. Et passagested for Jordens fordømte, hvor byen i al åbenlys uanstændighed lod afghanere, syrere og maliere ligge og blive forrykte af togenes rumlen. Hvis de da ikke var det i forvejen.
