I denne måned er det tre år siden, jeg afleverede mit speciale på det højt besungne statskundskabsstudium. TRE ÅR! Tre år, hvor jeg desværre har befundet mig på dagpenge det meste af tiden. Tre spildte år lige til glemmebogen nu, hvor det hele ellers skulle til at begynde. Jeg må således være topmålet af den dovenskab, der tilsyneladende gennemsyrer alle os forkælede nyuddannede. Eller rettere sagt er det først inden for de sidste uger, jeg for alvor er blevet doven, hvis man ellers skal tro udviklingen i den politiske debat.

Heldigvis er jeg blind, så jeg slipper da for den værste udskamning og for at skulle se mig selv i spejlet. Til gengæld har disse lave forventninger fra omverdenen næppe haft en positiv indvirkning på min mulighed for at komme i job. Det er vel den mest diplomatiske måde, jeg kan udtrykke det på for ikke at havne i en ufrivillig offerrolle, som ellers kan være et belejligt afbræk fra alt den selvfornedrelse, utilstrækkelighed og desillusion, der fylder det meste af tilværelsen på dagpenge. Et stykke fra billedet af det afslappende liv, hvor man går derhjemme og hygger og fordyber sig i spændende nye hobbyer, mens éns jævnaldrende gang på gang bliver narret til at kickstarte deres karrierer. At politikerne nu føler behov for lige at slå os lidt ekstra i hovedet – det skal nok hjælpe på motivationen.