Skolerne i København får først den store pose penge, hvis de har klassestørrelser på 28 elever. Den melding giver mig bogstavlig talt min kulsorte lærerkaffe galt i halsen. Den deprimerende, sorte kaffe er sågar serveret i min kollega Sannes aflagte Christian Bitz kop. Folkeskolen prioriteres, som vi videregiver vores Bitz porcelæn. Det er for godt til at blive smidt ud, men vi gider ikke selv benytte det længere.
28 elever kan og skal ikke være det, vi stræber efter. At sætte klassestørrelserne så højt, kan ikke undskyldes med andet end en spareøvelse. Dem, der træffer beslutningerne, skal stå ved dette, og indse, at de lige nu sparer på Danmarks fremtid og presser forældre til at fravælge folkets skole. Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, melder sig i koret af dem, der mener, at folkeskolen skal have ro til selv at bestemme, hvor mange børn der sidder klasserne. Han mener, at vi skal sikre folkeskolen en bedre økonomi, så skolerne selv kan fordele ressourcerne. Og for engang skyld er den menige lærer enig med dem på ledelsesgangen.
