Jeg har mødt dig et utal af gange via mit arbejde, først på vuc, nu på fgu (forberedende grunduddannelse, red.). Jeg har talt med dig mange gange, sat mig ind i dine hårde opvækstbetingelser, diskuteret med dig, forsøgt at danne dig. Nogle gange er det lykkedes at få dig videre, men alt for ofte har du forladt uddannelsen, røget tilbage til møget. Skolen er endnu en gang blevet en del af din selvforståelse om, at du ikke dur, at det kan være lige meget, at uanset hvad du gør, virker det ikke – så hvorfor gøre noget?
Jeg er helt med på, at langt de fleste arabiske landsmænd klarer sig godt med helt almindelige liv. Jeg taler ikke til dem. Jeg taler til dig. Dig, som Yahya Hassan lidt provokerende kaldte for den muslimske underklasse. Dig, som ser det danske samfund som en fjende. Dig, som bruger ’dansker’ som et skældsord. Dig, som stiftede bekendtskab med kriminalitet allerede som barn. Dig, som så op til dine kriminelle brødre og først som voksen fandt ud af, at de var tabere. Dig, som er blandt de ca. 50 procent arabiske drenge i København, der ikke bestod folkeskolen. Dig, der i dag kommer til fgu, fordi du sent erkender, at du må gå en anden vej. I mange tilfælde for sent. Dig, som er blevet fodret med massive doser af religion, samtidig med at du, dine forældre og dine brødre begår haram hele tiden.
