Barnet blev lagt til brystet med det samme, vi ankom til stuen på Mor og Barn-afsnittet. Vi var kørt gennem den dæmpede nattebelysning i gangene på Aarhus Universitetshospital. Hun lå i mine arme. Jeg sukkede af lykke hvert andet sekund. I et skab på stuen var der en seng, som min kæreste ville hvile sig på et kort øjeblik. Nu lå han og snorkede tungt, udmattet efter de sidste dages arbejde med at bringe vores barn til verden.
Det var et stort ønske for mig at amme. Det stod der selv i journalen. Hvis jeg var blevet spurgt hvorfor, ville jeg have svaret noget med modermælkens fordele for barnets immunforsvar og fordelene for mit eget helbred, i form af livmoderens hurtigere sammentrækning og nedsat risiko for brystkræft. Men det var større end det. Det var en drift efter denne mytiske forbindelse med barnet i måltidet. Symbiosen, som jeg have hørt så meget om.
