Vi unge klimaaktivister får ofte skudt i skoene, at vi er for følsomme til at blive taget seriøst. Vi husker alle Greta Thunbergs legendariske »How dare you«-tale i FN, hvor især ældre mænd kritiserede hende for at være for følelsesladet.
Flere argumenterede med, at for mange følelser kan skade klimabevægelsen – men hvorfor er vi så bange for følelser? Hvem eller hvad har egentlig skabt det modsætningsforhold mellem at agere på sine følelser og at agere rationelt? Et modsætningsforhold, der i den grad præger vores kultur. Og hvorfor i alverden skulle det være irrationelt at blive berørt af klimakrisen?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
