Jeg arbejder lige nu som sygeplejerske på et plejehjem; men det er snart forbi. Jeg kan ikke holde til at arbejde nonstop 8 timer stående, gående og arbejdende hen over borde, stole, opvaskemaskiner og vaskemaskiner. Mit hoved kan ikke holde til, at hver gang jeg vil læse rapporten fra nattevagten og planen for dagen, bliver jeg på min tablet forstyrret af ’klokker’, som vi kalder de beskeder fra vores alarmer om, at der er brug for vores hjælp et sted. En borger har måske brug for noget, eller en er stået ud af sengen, og vi må tjekke, om vedkommende kunne være faldet på gulvet. For så at starte forfra. Og blive forstyrret igen.
Jeg kan ej hellere holde til at få rapport om alvorligt syge patienter, når jeg står og er ved at trække i kittlen og egentlig ikke engang er mødt ind endnu. Kun fordi der ikke er kalkuleret med viderebringelse af vigtig information i arbejdsplanen. »Det er ikke for meget at sige, at manglen på medarbejdere er en tikkende bombe under sundhedsvæsenet, især under sygehusene og ældreplejen«, udtaler Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, i en artikel i Politiken 9. marts. Mine arbejdsvilkår er en tikkende bombe under mit eget helbred. Tænk, hvis fastholdelse i sundhedsvæsenet betød: Hvordan kan vi gøre det attraktivt at arbejde for kommunerne og regionerne? For os, der gerne vil arbejde, gøre et ordentligt stykke arbejde og ikke drukne i bureaukrati, travlhed og trivialiteter.
