Jørgen har samlet mad ind i landsbyen, hvor han bor, og er nu kørt i sin foodtruck den lange vej til Ukraine for at dele ud af mad til sultne flygtninge. Og vi liker. Og hujer. Og fremhæver en helt som Jørgen. Og alle de andre helte. De forældre, der får deres børn til at samle pant for at kunne donere pengene. Dem, der åbner deres hjem for fremmede. Dem, der samler tøj, bamser og tæpper. Vi hylder alle dem, der lader næstekærlighedens gerning slå rod i verden, i en situation, hvor der virkelig er brug for den. Og så er der sådan en som mig, der i forhold til Ukraine ikke gør en forskel.
Forleden drak jeg drinks med nogle veninder, og snakken faldt, som den jo gør i disse dage, på Ukraine. Vi talte om, hvad vi hver især havde gjort. For at hjælpe. For at støtte. For at vise vores velvilje. Jeg var stille. Ret så stille. For jeg har ikke rigtig gjort noget. Jeg synes egentlig, jeg burde have serveret en bunke præstelige initiativer der imellem g&t og kebabpizza med salat. Men jeg havde ikke nogen. Ingen næstekærlige tiltag i baghånden. Det var ikke specielt klædeligt, egentlig. Lidt overskud måtte jeg da kunne mobilisere til at hjælpe min næste i nød, tænkte jeg.
