I denne uge var mere end 500 evalueringsforskere og evaluatorer samlet i København til den europæiske evalueringskonference, hvor de satte ord på gryende skeptiske eftertanker om egen praksis. Det er vigtigt, også for os i Danmark. For strømpilene i den internationale debat om evaluering sætter sig gerne tydelige spor også i vores forvaltning. Tænk blot på, hvordan en mangeårig bølge af tests, måling og dokumentation ramte den danske skole i kølvandet på OECD’s anbefalinger om evalueringskultur.

Sjovt nok er evaluatorer i stigende grad begyndt at reflektere over egen praksis. Som svar på en historisk erkendelse af, at enkelte evalueringsrapporter sjældent fører til større forandringer, har man i de sidste to årtier ellers nærmest automatisk foreskrevet at bygge evaluering ind i vedvarende systemer, noget, vi danskere kender som akkreditering, tests, kvalitetsmåling og auditering. Men vi har nået et punkt, hvor svagheder og begrænsninger ved disse systemer er blevet pinligt synlige. Også for dem, der oprindelig udtænkte systemerne.