Ukraine-krigen indeholder to fortællinger. Først er der den om den syge patient (Ukraine) og dens familie, bestående af USA, Nato, Europa, og Rusland. Alle er de mere eller mindre skyldige/syge, om end man vil afvise anklagen og enstemmigt pege på Rusland som den eneste skurk. Men ved at pege fingre ad Rusland og skyde skylden fra sig opnår man intet. For at helbrede patienten og redde alle parter helskindet igennem skal alle kort på bordet og ’ligene i lasten’ frem i dagens lys, inklusive USA’s konfrontatoriske og enerådige politik og Nato og dets udvidelser mod øst.
Opildnet af USA og Nato afviste Ukraine seriøse forhandlinger og russiske sikkerhedskrav før invasionen. Allerede i november sidste år underskrev USA og Ukraine en »aftale om strategisk partnerskab«, der opfordrede Ukraine til at melde sig ind i Nato, fordømte russernes aggression i det østlige Ukraine og bekræftede en ’urokkelig forpligtelse’ til reintegration af Krimhalvøen i Ukraine. Dermed var dørene lukkede. Dette opfattede russerne som en provokation, måske provokationen, der fik bægeret til at flyde over. »Det er den uundgåelige proces af 1914 (starten på Første Verdenskrig, forfatteren) i al dens frygtindgydende enkelthed«, skrev Le Figaro.
