Jeg har det generelt stramt med debatten i nærværende avis. Eller rettere sagt: De folk, der skriver ind om helt almindelige problemer, der kan være trælse, men som går over. Dem som skriver: »Det er hårdt at være studerende, at være single, at have små børn, at være i begyndelsen af sit arbejdsliv, at tage sig af sine gamle, at blive gammel«. Og så videre. Hver eneste fase bliver set som noget helt unikt, noget partikulært, som nogen burde gøre noget ved på et ideologisk og strukturelt plan. De debatter er tit selvforstærkende, indtil noget andet fylder tidsånden og spalterne. Sat meget på spidsen.
Og nu kommer jeg selv med sådan et indlæg. Jeg er nemlig mor til en nonbinær teenager. Indsæt selv diverse holdninger, som er blevet fremført på den ene og den anden side af nyhedslandskabet. Fra borgerlige bukser, der ryster af skræk over Normstormerne, til vrede aktivister, der mener, at folk skal tjekke deres privilegier og forstå, at revolutionen er her.
