Vordende forældre har tendens til at sige ’Vi er gravide’. Jeg synes, det er sympatisk, men det bliver primært mor, der kommer til at presse et væsen ud af kroppen. Far vil muligvis være der til at støtte. Men hvor hjælpsomt er det egentlig med en kommende far, der opmuntrende og overdrevet ind- og udånder? Da erfaringen som mor og far er dybt forskellig, har vi brug for støttegrupper, som afspejler det.
Igennem sundhedsplejersken tilbydes alle kvinder i dag mødregrupper, hvor kvinder kan mødes og udveksle erfaringer om moderskabet. Der burde være tilsvarende fædregrupper, hvor mænd ligeledes kan dele et fortroligt rum om oplevelsen af at blive far.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

