Marcus Agerschug-Jensens nytårsforsæt er, at mænd skal lære at kramme (Pol. 11.1.23). Det bliver ikke en kæmpe opgave, for krammeriet er allerede en del af mandekulturen. Især blandt unge og midaldrende. Jeg vil sammenligne udviklingen med det, der er sket med rygere og ikkerygere. Positionerne har byttet plads: Ikkerygerne er i flertal – heldigvis – ligesom krammerne er det. Os, der ikke krammer hvem som helst, er marginaliseret. Og nej, det er ikke homofrygt, ej heller skyldes det en overbevisning om, at krammeri er forbeholdt romantiske og seksuelle relationer, som student Marcus skriver. Det drejer sig meget enkelt om overskridelse af intimsfæren. Ubehageligt på samme måde, som når ens samtalepartner rykker tættere og tættere på. Går man et skridt tilbage, rykker han med.
Et kram kan værehjertevarmt og vidunderligt. På den ene side signalerer handlingen varme og intimitet. På den anden side kan et kram ses og mærkes som et akavet, tomt ritual overstået på 3 sekunder, hvor kontakten forsøges minimeret – bagdelene stritter bagud, og krammet afsluttes med et klap på ryggen. Og når der er stor højdeforskel mellem to mænd, ligner det absurd teater. Helt grotesk bliver det, når man indrammer et kort samvær på 5 minutter med to kram.
