Debatindlæg afLizette Risgaard

formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Noa Redingtons skriblerier er velskrevne men fulde af fordomme.

Lizette Risgaard: Redingtons fordomsfulde skriblerier

Lyt til artiklen

Når man læser Noa Redingtons – altid velskrevne – skriblerier i Politiken 22. januar om fagbevægelsens krav om folkeafstemning vedrørende store bededag, vælter fordommene om fagbevægelsen desværre ud af spalterne.

Det kommer blandt andet til udtryk i følgende nedladende sætning: »Fagbosser, denne ukurante titel som emmer af cigarrøg, røde seler, håndmadder og bryskhed, som de af uforståelige grunde værner om …«. Må jeg være fri! Jeg kan forsikre, at alle mine valgte kolleger i fagbevægelsen hader netop den titel, som er opfundet af medierne, der aldrig ville drømme om at kalde erhvervsfolk for bosser. Vi er ikke nogens bosser. Vi er lønmodtagernes repræsentanter, og hvis vi ikke har deres tillid, bliver vi ikke genvalgt. Hvis nogen er bosser hos os, er det vores medlemmer.

Kernen – bag alle tiraderne – en kritik af, at vi har valgt at støtte en folkeafstemning, fortjener en kommentar. For det er jo rigtigt, at det er et usædvanligt skridt, og jeg håber, at det ikke kommer til at ske nogensinde igen.

Men sandheden er jo, at det ikke er os, der har valgt den ekstreme vej. Det er regeringen, der med åbne øjne bryder en tradition, vi har haft i det her land i mere end 100 år. Det er fundamentet for vores samfund: At vi har tillid til hinanden. Men den tillid er jo møjsommeligt opbygget gennem generationer netop i regi af aftalemodellen. Den tillid har betydet, at vi på arbejdsmarkedet har aftalt os frem – til gavn for lønmodtagerne. Til gavn for arbejdsgiverne. Til gavn for Danmark. Ingen andre lande i verden – uden for Skandinavien – har, hvad vi har. Ingen har et så forholdsvis lige samfund. Ingen har så meget social stabilitet. Og ingen har så stærk og veluddannet en arbejdsstyrke, der skaber vækst og velfærd.

Derfor underskriftsindsamling. Derfor folkeafstemning. Fordi det er regeringen om nogen, der optræder som ’boss’ og griber ind i helt almindelige danskeres løn- og arbejdsvilkår. Der er således heller intet belæg i forarbejderne for det synspunkt, som statskundskaberen Redington sjusser sig frem til: At folkeafstemninger kun bør omhandle suverænitetsafgivelse eller indretning af folkestyret.

Der røg billedet af de danske fagforeninger som ansvarlige

Redington er også på afveje, når han mener, at vi burde have gjort lige så meget modstand, når Folketinget sender tre milliarder mere i løn til visse grupper i det offentlige. Men forskellen er jo netop, at her har man lagt op til forhandling. Helt i tråd med den danske model. Og det er også her, jeg håber, vi ender denne gang: ved forhandlingsbordet.

Vi er nemlig som altid klar til at tage ansvar. Indtil den invitation kommer, kæmper vi for, at regeringen kommer til fornuft. For lønmodtagerne. Helt uden røde seler og cigarer. Kun med gode argumenter og i et nidkært forsvar for den danske model.

Lizette Risgaard

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her