I år er det 50 år siden, at nogle af de største koryfæer i Socialdemokratiet var med til at sikre en historisk og for os grundlæggende rettighed: den frie abort. Det er dog med en bittersød smag i munden, at vi som unge S-kvinder kan være med til at markere de 50 år. Det minder os nemlig også om, at vores parti i 50 år har hvilet på laurbærrene uden at løfte ambitionsniveauet og følge med tiden siden 1973, idet loven har stået uberørt hen.
Har vi virkelig ikke ændret synet på kvinders ret til at bestemme over egen krop i 50 år? Stiller vi os virkelig tilfredse med, at vi er et af de lande i Europa, der har den laveste abortgrænse?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
