I den offentlige debat er der fortsat fokus på, hvordan forældre skal forholde sig til deres børns brug af skærme. Hvordan kan vi begrænse brugen? Hvad skal vi sige og gøre for at nedbringe skærmtiden? Hvilke regler skal vi lave? Og hvor meget skærm kan børnene egentlig holde til dagligt? Det er gode spørgsmål, som dog er nytteløse, hvis ikke forældrene som et første skridt har kigget deres egne skærmvaner efter i sømmene.
Dit barn gør ikke, som du siger – dit barn gør, som du gør. Børn imiterer deres omsorgspersoner. Det gør de allerede som spædbørn. De gør det for at blive forstået og for at føle sig som en del af flokken. Vi er med andre ord rollemodeller – og det gælder også, når det kommer til skærmtid. Derfor er vi nødt til at stille os selv spørgsmål som: Hvor afhængig er jeg selv af skærme? Hvor lang tid går der, fra jeg vågner, til jeg kigger på en skærm? Hvor mange timer kan jeg undvære at kigge på min telefon? Hvor meget skærmtid har jeg på telefon/tablet/tv/computer i løbet af en dag? Og hvor meget af den foregår med mine børn som vidner? Når vi laver regler for vores børns skærmbrug, er det vigtigt at se på, hvad vi selv signalerer. Vi kan ikke forvente af vores børn, at de gør det stik modsatte af, hvad de ser os gøre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


