En af mine gode venner har en datter, som har trukket det lod i livet, at hun er født med en hjerneskade. Det indebærer, at hun har et udviklingshandikap og både ser og går meget dårligt. Så hun har brug for hjælp til det meste. Men det er jo bare hendes handikap. Derudover er hun en livsglad ung kvinde, som er ved at færdiggøre en ungdomsuddannelse (STU), som elsker god mad, godt selskab, musik og teater og går til idræt og i klub, hvor hun udfolder sit righoldige sociale liv sammen med sine venner.
Til sommer er hun færdig med STU’en, og ligesom sine jævnaldrende skal hun finde ud af, hvad der så skal ske. Men i modsætning til overvejelserne hos alle andre 20-årige handler det ikke om, at hun skal vælge en videregående uddannelse. Så fine muligheder har hun og hendes ligesindede ikke. Så hun kan enten komme i beskyttet beskæftigelse eller i et aktivitets- og samværstilbud. Og det er ikke hendes valg, hvad det bliver, for der er ikke frit valg, når det kommer til disse ordninger.
