Privilegieblindhed. Et simpelt ord, som indkapsler hele den nuværende debat om elevantallet på de gymnasiale uddannelser. For ja, måske er der for mange elever i gymnasiet. Måske er der personer, som slet ikke burde gå der, men alene går der, fordi samfundsdiskursen ikke tillader dem andet. Det er et problem, som vi skal løse. Men når toppolitikere og meningsdannere med gymnasiale- og universitetsuddannelser udtrykker, at der skal være færre på gymnasierne, så er det et udtryk for privilegieblindhed. De har selv gået den traditionelle vej, men mener, at færre i dag skal have samme mulighed. Selv om debatten er yderst relevant, er den indledt med en forkert tilgang. Det skal ikke handle om, hvor mange der må gå det ene sted, men hvordan man løser, at færre går et andet sted. Hvordan man motiverer frem for at udelukke.

Det handler ikke om antallet, men om kulturen på gymnasierne. Det handler om den årelange kultur og den identitet, som er opbygget omkring gymnasierne. Det handler om fællesskab, festerne og de fede ungdomsår, som man som ung ikke til fulde kan opleve på erhvervsuddannelserne. Denne kultur og dette fællesskab skal i højere grad dyrkes på andre uddannelser end de gymnasiale. Hvem ville ikke vælge tre år med fede fællesskaber, fester – altså bare fede ungdomsår? Vi ville i hvert fald. Så vælges ungdomsuddannelser egentlig ud fra fremtidens job, eller vælges de ud fra kulturen?