Det er nogle sære dage i et venskab, når den ene er højgravid, tæt på termin, og den anden bare er en ven, der går rundt i sit almindelige liv og venter. Så handler det om at bakke ubetinget op, stille sig til rådighed med snacks og underholdning, men uden at stille krav, lægge pres eller afsløre sin længsel efter seneste nyt.
Så går jeg rundt med indre billeder af min ven i smerte og/eller lykke, liggende i sengen, beruset, sprækket eller død. Jeg må aflede mig selv. Scroller Facebook, forbi opdateringer om nye jobs, annoncer for måltidskasser og Marketplace, memes og polemik. Der er det af og til sket, at min ven er dukket op på skærmen som en dæmon. Eller det vil sige, pludselig kommer jeg til at scrolle over og må scrolle tilbage til et lille ansigt missende mod verdens lys, snydt ud af næsen på min ven. Uhyggeligt velkendt. Hendes barn.
