Den amerikanske forfatter og fremtidsforsker Alvin Toffler besøgte forleden København. På en konference fortalte han om de muligheder, som den moderne teknologi byder på. Toffler er kendt for sin bog ’Den tredje bølge’, hvor højteknologien afløser landbrugssamfundet og industrisamfundet. Toffler er teknologioptimist, men samtidig en af de hårdeste kritikere af vort nuværende industrisamfunds masseproduktion, ensidige energiafhængighed, forurening, disciplinerende masseuddannelse og centralisering.
Den nye teknologi vil ændre verden og ifølge Toffler til det bedre — hvis vi forstår at udnytte mulighederne. Blandt de mange eksempler på ændringer nævnte Toffler, at 15 millioner jobs i USA i 1990 vil kunne udføres i hjemmet. Ingen transportudgifter, ingen bilkøer, ingen overfyldte tog og busser, måske heller ingen problemer med at få passet børnene, når forældrene er på arbejde.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
