»Der er ingen pæn måde at sige det på. Vi har fundet en kræftknude«. Med de ord begyndte den største krise i mit liv. Jeg var ikke engang 30 endnu, og mit hoved var fyldt med tanker om det speciale, jeg gerne ville skrive, men på få minutter blev den del af mit liv sat på standby, og jeg måtte i stedet fokusere på mit helbred. Det tog tre operationer og yderligere et halvt år med kemoterapi, før jeg turde håbe på, at jeg kunne blive rask. Alligevel var de mange hospitalsbesøg ikke det værste ved at være cancer-patient.
For mens læger og sygeplejersker vejledte og behandlede mig efter bedste evne, og fortjener stor ros for deres arbejde, løb min SU ud. Jeg var på sidste år af kandidaten og havde ikke planlagt med en længere sygemelding. Min første telefoniske kontakt til SU-kontoret var dog fuld af fortrøstning, for jeg skulle bare have en lægeerklæring, så kunne jeg få SU-klip under sygdommen. Sådan skulle det dog ikke gå.
