Jeg mærker det hele igen. Mine kinder blusser, mit hjerte hamrer. Er tilbage på Rigshospitalet, april 2021. Ved et hyperakut kejsersnit ved termin fødte jeg min søn, der knap levede ved fødslen. Det er svært for mig bare at skrive denne sætning, fordi jeg skal tilbage til den dag.
Det var en blodprop på navlesnoren, skulle det senere vise sig. Og vi er mere end heldige, at vi i dag har vores yngste barn i vores liv. I dag har vi en sund dreng, og alligevel kan jeg stadig frygte det værste. Mindst lige så heldige var vi, at vi kom derfra med forstanden i behold. At jeg ikke mistede mig selv under dette ophold på Rigshospitalet og i dag kun lever med glimtvise tilbagefald, hvor scener, situationer, sætninger står knivskarpt på min nethinde og fælder mig, skyldes foruden enormt dygtige læger og sygeplejersker på Rigshospitalet uden tvivl den krisepsykolog, som vi blev tilbudt meget tidligt i forløbet. Jeg har endda ofte fortalt venner og familie, hvor stor betydning jeg mener, det har haft. Det er den psykologhjælp, som man netop har besluttet skal spares væk .
