Efter Hamas’ massakre 7. oktober er det, som om enhver analyse og diskussion af situationen i Israel-Palæstina skal begynde med begivenhederne den dag, mere specifikt drabene på de israelske civile.
Men begivenhederne begyndte jo ikke den dag, og enhver analyse af situationen skal naturligvis også redegøre for den israelske stats kontinuerlige vold mod civile palæstinensere. Ikke blot den, der finder sted nu i form af mere end 10.000 bomber og en total blokade af fødevarer, vand og strøm, men den, der har fundet sted i årtier som blokade af Gazastriben og bosættelsespolitik på Vestbredden. Det er en historie om etnisk vold, fordrivelse, opbygningen af en apartheidstat og en strukturel vold, der gør det umuligt at leve og ikke bare overleve i Gaza (og på Vestbredden).
