Lyt til artiklen
»Hvis du bare lige tager plads på briksen og trækker op i blusen, så gør jeg klar«. Spændingen er stor, ligesom min livvidde langsomt er begyndt at blive. Jeg har glædet mig umenneskeligt meget til det her øjeblik. Nu er det kommet. Endelig kan jeg få et kig ind til det lille liv, der vokser i min mave. Det lille liv, som jeg instinktivt har knyttet mig ufatteligt til siden øjeblikket med to streger på graviditetstesten.
Desværre er lykken kort. Det sortner for mine øjne, mens pausen, hvor sygeplejersken ikke siger noget, men bare skanner og skanner løs, bliver længere. Og længere. Til sidst bliver den ildevarslende tavshed brudt af den besked, jeg har frygtet allermest: »Jeg må desværre fortælle, at der ikke længere er hjertelyd«.
