Jeg har spist udelukkende vegetarisk i snart fire et halvt år. Den endelige beslutning kom måske nok som konsekvens af et overmodigt væddemål i forbindelse med valget i 19, men det, at jeg overhovedet var villig til at sætte mine smagsløg på spil, skyldtes den indignation og etiske verdensomvæltning, læsningen af filosofiprofessor Peter Singers velovervejede argumenter i bogen ’Animal Liberation’ havde sat gang i i mig.
Efter læsningen var det, dengang som nu, strålende klart for mig: Den måde, vi behandler produktionsdyr på i det moderne samfund, er, ud over dens økonomiske og sociale ubæredygtighed, fuldstændig uforsvarlig over for de skabninger, der lægger krop til vores smagsløgs tilfredsstillelse. Kort og godt er det kernen i sagen: Der er intet formål med at spise dyr, ud over lyst og nydelse. Der er intet nødvendigt for mennesker i dyrs lig, vi ikke kan producere uafhængigt af dem, ofte med langt færre omkostninger. Den eneste måde, skikken kan forsvares på, er ved at påstå, at den nydelse opvejer dyrenes livslange lidelse og tab af selve livet – et etisk lidet overbevisende argument – eller helt at ignorere, enten aktivt eller af vane, at dyr fortjener vores etiske hensyntagen, alene fordi de ikke er mennesker. Begge de to bør være uacceptable for enhver, der tænker sig ordentligt om. Den eneste nødvendige præmis er et hensyn til dyrenes overvældende lidelse, som hverken er særligt kontroversiel eller radikal.
