Hvorfor er der så mange unge, der presses af tårnhøje forventninger til sig selv? Måske fordi vi andre er stoppet med at forvente noget af dem – og nogen skal jo gøre det.
Ser man på tilværelsen som muligheder og velstand, har det har aldrig været nemmere at være ung. De kan lettere end nogensinde komme ind på en gymnasial ungdomsuddannelse og videre på en videregående uddannelse. Det har aldrig været nemmere at gennemføre en uddannelse, og arbejdsmarkedet skriger på hænder efterfølgende. Faglige krav sænkes i såvel folkeskolen som videre i uddannelsessystemet, og der er fokus på færre tests og færre karakterer i uddannelsessystemet. Når de unge så har fri og måske dyrker idræt, skal de skånes for al tænkelig elitefokusering i børne- og ungeårene, ikke konkurrere, før de er fyldt 13, og når det sker, har DBU indført ’silent stævner’ med helt stille publikum, så forældrene ikke engagere sig for meget. Billedet fra diverse medier skaber et lige så klart billede af det modsatte. En ungdom, der aldrig har haft det hårdere. Og ofte skal sandheden søges et sted midtimellem.
