Som kvinde, aktiv feminist og medstifter af en græsrodsbevægelse for ligeløn har jeg mange gange mærket, oplevet, observeret, hørt og læst om kvinders usynlighed. Måden, hvorpå kvinder i højere grad end mænd bliver ignoreret og overhørt. Hvordan deres argumenter bliver vejet og fundet for lette, lige indtil manden gentager kvindens argument, der nu pludselig lyttes til på en helt anden måde. For nylig læste jeg endnu et slående eksempel i Politiken i et interview med en transkvinde, der efter sin fysiske transformation fra mand til kvinde pludselig oplevede usynligheden blandt sine egne mandlige venner: Hun blev fra den ene dag til den anden overhørt og afbrudt, når hun talte.
Det her debatindlæg handler egentlig om svangreomsorgen i Danmark, men ovenstående er en vigtig pointe at have med. For det handler om, at kvinder i Danmark ikke selv kan få lov at vælge, om de vil føde på et hospital eller på en fritstående fødeklinik ledet af kompetente jordemødre. På trods af (kvinders) årelange opråb om, at der både er fordele for kvinderne og for vores samfund som helhed, hvis flere fødte uden for hospitalerne.
