Diskussionen om diagnoser fylder mere og mere, for både børn og voksne bliver diagnosticeret som aldrig før. Jeg fik selv for to år siden i en alder af 40 år diagnosen adhd ca. samtidig med min søn. Ville jeg have undværet den? Nej, for den giver mig mange forklaringer på, hvorfor min hjerne er en smule anderledes end de flestes. Og selv om det kun er en smule, har det til tider været smertefuldt uden forklaringen. Jeg har brugt meget energi på at tvinge den til at være som andres. Nu har jeg fået en stor mildhed mod mine udfordringer.
Det er i øvrigt ikke kun inden for anderledes hjernestrukturer, vi diagnosticerer flere end nogensinde før. Det gælder stort set alle sundhedsområder, og jeg tænker, at det er, fordi vi kan. En diagnose kan hjælpe folk til at forstå sig selv og generelt få et bedre liv. Men vi diagnosticerer nok også, fordi det kan hjælpe samfundet med at håndtere mennesker – i særdeleshed skolebørn. Og her ligger den store udfordring ved vores nyerhvervede evne til at sætte hjerner i system. For vi bliver bedre og bedre til det. Måske kan vi om 30-50 år diagnosticere alle typer hjerner. Grunden til, at især adhd, add og autisme bliver spottet først og derfor har fået den meget brede samlende betegnelse neuroatypisk hjernestruktur, er måske, at vi er dem, der stikker mest uden for normen. Men samtidig og netop derfor er det den slags hjerne, der er overrepræsenteret i Silicon Valley og hos mange opfindere, kunstnere og kreative gennem historien.
