På papiret er min far enhver spidsborgerlig danskers værste mareridt. Han er tyrker, har ingen uddannelse, er tidligere voldsdømt, og så brugte han sine ungdomsår på at gemme kilovis af amfetamin i mine bedsteforældres kummefryser. I praksis er han deres vådeste drøm. Hans yndlingskunstner er John Mogensen, hans livret er stegt flæsk, han forsørger sig selv, og han har aldrig talt andet end dansk med sine tre døtre.
Det bundkriminelle bandemiljø, han var en del af, er blevet erstattet af ligusterhække og nybyggede rækkehuse i en jysk provinsby, og det er, hvad der sikkert vil komme som en stor overraskelse for venstrefløjen, ikke en bedrift, der kan tilskrives staten. Han er et levende bevis på, at succesfuld integration ikke nødvendigvis kommer fra politiske tiltag eller velfærdsprogrammer, men fra personlig ansvarstagen og engagement i det samfund, man er en del af. Et menneske, der førhen ikke var andet end personificeringen af det stereotypt dårlige eksempel på integration, er nu et pragteksempel på det modsatte.
