En af de oplevelser, der for et barn kan føles frustrerende, er, at de voksne ikke tager ens problemer alvorligt. Når man for eksempel får at vide, at en tabt is ikke er verdens undergang. At ens brors gave ikke er bedre, bare fordi den er større og i øvrigt var lige det, man selv havde ønsket sig. Forældre fortæller børnene, at verden ikke centrerer sig om dem. Det er sundt for mange børn at få at vide.
Men det er også en rolle, der kan blive for nem at indtage som refleks. I iveren efter at opdrage børnene godt kan man risikere helt at glemme at lytte til, hvad ens børn siger, og afgøre, om de reelt har et problem.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



