Anerkendelsens misforståede status som altafgørende for, om et barns liv er lykkeligt, har sat opdragelsen i skammekrogen. Den har fået et dårligt ry. For mange forældre runger selve ordet af noget hårdt, usympatisk og barsk, noget, man som moderne forælder helst bør undgå, og er der alligevel ingen anden vej, bør det gøres så nænsomt som muligt.
Men hvad bliver konsekvensen, når børn ikke lærer betydningen af et nej hjemmefra, når deres mindste tanker og følelser inddrages på lige fod med de voksnes, og når selv de mest infantile behov anerkendes, som var det modne tanker og mulige beslutninger? Som med alt andet her i livet er for meget af noget sjældent godt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


