Jeg har besluttet mig for, at 2024 skal være året, hvor jeg gør mere, der ligger uden for min ‘comfort zone’. Jeg skal gøre folkelige ting. På mit arbejde er det blevet en stående joke, at jeg engang foreslog, at vi skulle købe noget Summerbird-chokolade til vores rengøringsmand, og den der ’min kæreste er fra Herlufsholm, og jeg er fra Øregård, og vi mødte hinanden i Skagen’-mærkat forfølger mig. Derfor skal der nu nye boller på suppen.
Bollerne hedder Rødby og suppen Lalandia. Min kæreste og jeg har indgået en social kontrakt om, at fordommene bliver efterladt i det sekund, vi kører over Rødbyhavns grænse og tjekker ind i et såkaldt A-hus.
Det første, der møder os på parkeringspladsen, er desværre en overvægtig familiefar, tatoveret fra top til tå. Han råber noget, der lyder som »har du lort i ørene« til sit barn. Men kontrakten mellem min kæreste og mig gælder stadig, og mens vi bevæger os igennem folkemængden af fraværende forældre, der er helt pandemisk opslugte af deres smartphones, fortsætter den antropologiske studietur i Monkey Tonkey Land.
Lalandia har indrettet sig så snedigt, at man får følelsen af et all-inclusive-ophold, når man booker, men fra det sekund man kører igennem bommen og bliver opkrævet 55 kr. for parkering, begynder man at fornemme, at klatrevæggen, bowlingbanen, skøjtehallen, padelbanen, den enarmede tyveknægt og softice ad libitum på Bone’s Steakhouse kommer med en merbetaling, som får prisniveauet på Indre Bys mange cafeer og museumsaktiviteter til at blegne.
Monkey Tonkey Land er selvfølgelig ingen undtagelse, og efter vi med vores blå armbånd bipper os ind i det latexbeklædte mekka af hoppeborge, rutsjebaner og trampoliner, begynder regningen at stige. Ikke på den ubehagelige måde, hvor hver transaktion skal igennem ens dankort – nej, på den rigtig ubehagelige måde efter det ældgamle princip om at købe på klods. De forpulede armbånd er nemlig udstyret med en kredit-funktion, så Lalandia-banken opmuntrer børn (i vores tilfælde helt ned til 3-års alderen) til på kviklånslignende manér at købe slushice, Monkey Tonkey-merchandise og syntetisk slik.
Men børnene er glade. De griner. I et enkelt tilfælde græder de faktisk af grin. De lærer ædle principper om køkultur (eller mangel på samme), og de trives med børn i alle aldre og samfundslag.
På dag to går turen mod Aquadome. Børnene sprinter mod feriens epicenter, det 25.000 kvadratmeter store vandland.
Da jeg går op ad trappen fra omklædningen i kælderen mod Aquadome, føles det, som var jeg en popstjerne på vej på scenen. For hvert trin man kommer tættere på badelandet, stiger temperaturen og lydniveauet, til man rammer følelsen af tropiske breddegradder tilsat overvældende larm.
Her er hulkende børn, der ikke har fået en Monkey Tonkey-is, hysterisk grinende børn, der leger vandkamp, kraftigt overvægtige mennesker, der indtager pommes med ekstra remoulade, spinkle tændstikfigurer, der ligesom jeg desperat forsøger at få fat i bare et enkelt salatblad, en bønne eller en bælgfrugt.
Der er vinterblege kroppe, herunder min egen, der til forveksling ligner noget nykalket, og der er læder/rosin-tan, som rimer på Lanzarote, Dubai eller et lokalt Consol med nye sandwichsolarier.
Min krop og mit sind er så småt ved at blive immunt. Over for larmen. Over for kaosset. Over for tanken om at stå i andre børns urin. Over for stanken fra det puslerum, en komplet vanvittig arkitektstuderende i begyndelsen af 1980’erne har besluttet at placere midt i børneområdets caféborde. Immun over for plageriet fra mine børn, der ligner indfødte lalandianere med slushice, fritter og remo ud over det hele. Immun over for de absurditeter, mine øjne møder – herunder den mediterende munk, der har lagt sig i det udendørs kolde bad. Han ligner en død, da jeg efter en halv time bemærker ham præcis samme sted.
Midt i alt dette udspiller sig smukke øjeblikke. Kan I huske scenen fra ’Love Actually’ filmet i Heathrow-lufthavnens ankomsthal? Den, hvor unge og gamle bliver optaget med skjult kamera. Deres gensynsglæde er foreviget i rørende øjeblikke. Jeg er det skjulte kamera, som jeg sidder der på en klistret hvid festivalsplaststol og iagttager rørende stunder.
En kemo-ramt mand med moonface og udsultet krop bevæger sig alene rundt i vandlandet for at tilbringe sin sidste stund på denne klode netop her. Han kan kun soppe og bruger det meste af tiden på bare at trisse lidt rundt i utrolig langsomt tempo og nyde larmen og de mange glade ansigter. Gud ved, hvad der går gennem hans hoved af tanker.
Ved nabobordet sidder en far med en 6-7-årig søn. Farens nye kæreste er der også. Faren forsøger at spille en smule op til sønnen for at vise kæresten – og måske overbevise sig selv om – at han altså har en meget tæt relation til ham – i bedste fald har de en 7/7-ordning, men statistisk set nok en 10/4 eller måske endda 12/2.
Faren kaster sig ud i de ældste mobbetricks i bogen. Først tager han sønnen i jerngreb og giver ham en form for hovedbundsmassagerusketur med knytnæven. Bagefter svirper han drengen med sit håndklæde. Begge dele er unaturlige og overgjorte. Men jeg er ved at finde min store fordømmelsesgongong frem, og det slår mig, at manden jo bare gør det så godt, han kan. Han har inviteret sin søn med i Lalandia – en tur, drengen sikkert har plaget om. Han har investeret i tre guldarmbånd, som giver bowling, klatrevæg og skøjtehal ad libitum. Overgjort, kejtet eller ej, kysser han sin søn, som han konsekvent kalder »champ«, på panden og i håret. Og da de er færdige med fiskefingrene, tager han ham med op i badelandets vildeste forlystelse, som jeg under hele opholdet synes er så latterlig og grim, at jeg komplet dømmer den ude ... altså indtil en fremmed tysker spørger, om jeg vil med (den fireetagers høje rutsjebane kræver minimum to personer på en oppustet badeseng). Jeg forbarmer mig over den ensomme tysker, der måske har taget turen alene fra Puttgarten og bare har glædet sig helt vildt til at prøve ’Tornadoen’ og opleve det frie fald.
Vi udveksler kun lidt folkeskoletysk, herunder »ein bisschen kalt« og »viel Spaß«, på vej op ad trappen. Det viser sig, at tornadoen er det tætteste, jeg kommer på en nærdødsoplevelse i mit voksenliv. Det frie fald føles som … ja … et frit fald, og da jeg kommer ned, så er jeg så lykkelig over at være i live, at jeg omfavner den flinke tysker og helt ekstatisk råber »Fantastisch!«.
Det er der, jeg bliver ramt af skyldfølelse. For jeg elskede jo faktisk tornadoen. Mine børn har været kronisk glade, siden vi trådte ind i the dome. Vi har mødt et andet par i urinsuppedasen, som har omfavnet opholdet meget mere end os, på trods af, at han arbejder for en af de store techgiganter, og hun er ph.d. Titler og baggrund er ret ligegyldigt, når man sidder der, som man er skabt, med rødvinspatter og hvidkalket hud.
Aquadome, Rødby, Monkey Tonkey, oceaner af pommes frites, A-huse så langt øjet rækker, stereotyper, klicheer og diversitet samlet i et stort badebassin, råb, skrig, gråd, krammere, kærlighed, glæde, lykke – Lalandia, du rummer det hele. På gensyn.
fortsæt med at læse
