Frivillig barnløshed fylder mere og mere i den offentlige debat. Alt for mange ønsker ikke at få børn, hvad end det skyldes såkaldt klimaangst, en usikker fremtid både økonomisk og geopolitisk eller blot en manglende lyst.
Nogle hylder endda livet uden børn og taler om, hvordan det giver dem frihed og muligheder, mens de antyder, at det at få børn er lig ufrihed og begrænsninger. Det er et deprimerende syn på børn, men det er også et udtryk for en helt særlig egoisme.
Prognoser viser, at det danske befolkningstal vil blive reduceret ret så kraftigt, hvis den nuværende fertilitetstendens fortsætter (»Det er i min verden ret vildt«: Ny prognose forudser dramatisk udvikling i Danmarks befolkningstal). Fertilitetsraten skal over 2,1, før vi har en bæredygtig reproduktion i Danmark, men når den lige nu ligger under 1,8, betyder det altså en tilbagegang, der ikke er bæredygtig.
Konsekvenserne ved den tilbagegang i den danske befolkning vil være, at vores velfærdssamfund ikke kan opretholdes. Med færre i den arbejdsdygtige alder og flere ældre vil vi være tvunget til at lave markante ændringer i velfærdssystemet eller se det kollapse.
Som homoseksuel knuser det mit hjerte, at jeg ikke selv kan få børn naturligt. At jeg er frarøvet muligheden for at sætte nyt liv i verden, nager mig rigtig meget og fylder i mine tanker. Især når jeg følger debatten og ser den ene efter den anden prale af, hvordan de i hvert fald ikke skal have børn, og vi andre i hvert fald ikke skal blande os.
De færreste kan nok i det hele taget overskue konsekvenserne, hvis ikke vi får fertilitetsraten op, men selv om vi ikke nu kan forestille os det, vil konsekvenserne være til at tage og føle på.
Det vil også i sidste ende føre til, at det danske samfund, folk og vores danske kultur vil forfalde. Med færre danskere vil hele vores kulturelle grundlag forsvinde og blive erstattet af noget andet. Alt det, vi igennem århundreder har bygget op, kan forgå på blot et par generationer.
Det skærer mig i hjertet, at jeg ikke kan bidrage til at løse den krise. Endnu dybere skærer det dog at se, hvordan den utæmmede individualisme, der hersker i vores samfund, fører til, at velstillede danskere, der sagtens kunne få børn, pure nægter det.
Evnen til at få børn tager man let for givet. Men der er mange, som ikke er i stand til det. Mænds sædkvalitet er styrtdykket over de seneste årtier, og vi ser i medierne ofte par, der råber op om, at de ønsker sig at få børn, men har svært ved det.
Derfor gør det mig rasende at se feminister bede folk om at ’kravle ud af deres livmoder’ eller reducere hele fertilitetsdebatten til at kalde kvinder for fødemaskiner. Det gavner absolut intet, ud over at det skærmer dem mod at skulle se sig selv i øjnene og erkende, at de ikke blot bidrager til en krise, der kan få ubeskrivelige konsekvenser, men også sidder mageligt i deres individualistiske, selvcentrerede højborg.
Netop den egoisme, der kan betyde, at vi skal arbejde mere og betale mere i skat, at velfærden skal beskæres yderligere, og at pensionsalderen må sættes op. Det modsatte af den nuværende tendens, hvor vi ønsker at arbejde mindre, betale mindre i skat, gå tidligere på pension og udvide velfærden. Det er der ikke råd til eller mulighed for, hvis krisen får lov at fortsætte.
Men jeg synes nu heller ikke, at man skal få børn for statens skyld. Jeg synes, man skal få børn, fordi det at stifte familie er et grundlæggende instinkt hos mennesker og noget, der giver mening, formål og glæde i tilværelsen. Det er smukt og fantastisk at skabe nyt liv. At man vælger det fra, stiller jeg mig helt uforstående over for.
Jeg anerkender dog også, at vilkårene for forældre lige nu ikke er optimale. Derfor skal vi naturligvis gøre det mere attraktivt at få børn. Vi skal udvide og forbedre på barselsvilkårene, give kontante skatterabatter til par, der får børn, og gøre det lettere for unge at balancere det at tage en uddannelse og at stifte familie, da det absolut er gavnligt, at man får børnene tidligt i livet.
Med de rette understøttende tiltag kan vi fjerne en hver undskyldning for ikke at få børn. Desuden skal vi sætte ind med en kulturændring, for det skal gå op for de frivilligt barnløse, at deres livsvalg er et udtryk for egoisme. De har selv fået alt af de generationer, der kom før, men vil ikke sætte liv i verden, som skal understøtte dem selv, deres egen og kommende generationer. De vil leve ’gratis’ på andres arbejde og accepterer samfundets kollaps for selv at undgå besværet med at få børn.
Jeg er frygtelig ked af, at jeg ikke kan få børn. Jeg har lyst til at lægge mig fladt ned og undskylde for det. Sådan tror jeg også, at mange, der lider af medicinske fertilitetsproblemer, har det. For hver af os skal resten af samfundet nemlig få flere børn for at kunne opretholde et bæredygtigt samfund. Men netop derfor skal de, der blot fravælger det uden en dybere årsag, ærlig talt tage sig sammen.
I stedet for at tale om overbefolkning, besværet med at få børn og udvidelse af abortrettigheder, og i stedet om at tale om stråmænd som tvangsfødsler og fødemaskiner bør vi tale om glæden og mulighederne ved at få børn. Fra politisk side skal vi understøtte par, der gerne vil have børn, mest muligt. Ellers bliver fremtiden for alvor dyster.
fortsæt med at læse
