En stram, lille konceptfestival med en international profil mellem pop og undergrund.
Sådan beskriver eventmageren Thomas Fleurquin festivalen Karrusel, der fandt sted i Odense fra 2014 til 2017. Siden ’døde’ Karrusel, men nu vækkes den til live i hovedstaden i den lille skov på Refshaleøen, 30. og 31. august.
Den nye festival har plads til 2.500 gæster. De kan opleve både internationale house- og techno-artister, og lokale stjerner med styr på r’n’b, synthpop og disco i den lille skov, som også har været brugt til Distortion Ø.
Blandt de første offentliggjorde navne er houselegenden Dixon, der spiller et DJ-set lørdag nat.
»Det er den perfekt ramme til Karrusel: mystisk, labyrintisk, cirkulær og hvirvlende«, skriver Thomas Fleurquin om Refshaleøen.
»Stedet har også en neohippie-æstetik, der passer helt perfekt til den storby-rave-cabaret-atmosfære, vi vil skabe«, siger Fleurquin, der også er direktør for Distortion.
Er der styr på praktikken?
Klagerne haglede ned over dette års udgave af netop Distortion, efter hovednavnet Vini Vici måtte gå af scenen og festen lukke to timer før planlagt på Rådhuspladsen.
Kritikken lød blandt andet, Distortions vagter agerede uprofessionelt, og at indhegningen ikke var solid nok.
Undskyld, undskyld, undskyld: Distortions brølere gennem tidenI fik jo en del kritik under afviklingen af Distortion pga. blandt andet koncerter, der måtte stoppe før tid. Hvordan har I forberedt jer til at lave Karrusel?
»Når man holder store åbne byfester, er det rigtig svært at styre, hvor mange der møder op. Gadearmbåndet (til Distortion, red.) er jo ikke en begrænset entrébillet, men et støttearmbånd med nogle enkelte fordele. Derfor melder vi også klart ud, at kapaciteten på fx Rådhuspladsen er meget begrænset, og at man ikke er sikret indgang. Men den udfordring har man jo slet ikke på et lukket festivalområde«, skriver Thomas Fleurquin.
En stor, gammel karrusel
På Karrusel skal musikken spille på to open air-scener, og derudover vil der også være den titulære karrusel, en stor gammeldags en af slagsen.
»Vi forventer, at vores karrusel bliver endnu sjovere, når den står i en skov« siger Fleurquin.
Med sig til Refshaleøen har Nus/Nus også deres klub, Salon185, der ifølge Fleurquin kommer til »at skabe et intenst univers med sauna og bål og folk, som får lov til at udfolde sig til de sene nattetimer. Den slags stemning, som typisk findes i Berlin eller Paris«.
Til august er Paris og Berlin altså ikke mere end et lille kvarter på cykel fra Nyhavn. Billetterne koster 250 kr for en enkelt dag, og 350 kr for både fredag og lørdag. Begge dage er festen fra kl. 16 til 04.
Udover Dixon har festivalen foreløbigt booket tyske Oliver Schories. Resten af programmet bliver offentliggjort løbende.
Du kan købe billetter, og læse mere her.
fortsæt med at læse
