Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Hej brevkasse
Jeg har et dilemma. Jeg har en veninde, som i bund og grund er virkelig flink og venlig. Men hun er meget drænende at være sammen med. Hun har mange problemer, som jeg sjældent kan relatere til, fordi vi er ret forskellige, men som jeg klart nok lytter og spørger ind til. Men hvis jeg bringer mine egne problemer på banen, så spørger hun slet ikke ind til dem, og hun begynder hurtigt at snakke videre om sig selv igen. Hun virker uinteresseret i mit liv.
Det er ikke af ond vilje, at hun gør det, men det er anstrengende i længden for mig.
Jeg har faktisk ikke så meget lyst til at være veninde med hende længere, men jeg har ikke hjerte til at være ærlig over for hende, fordi jeg selv ville bryde sammen, hvis nogen sagde noget lignende til mig. Hvad skal jeg gøre? Hvordan slår man op med en veninde? Hilfe.
En ven
Gæsteredaktør Line Miller:
Kære ven
Litteraturen er fuld af fortællinger om kærlighed, men tit prioriteres romantiske relationer frem for de platoniske i det store kærlighedshierarki. Men venskaber kan være lige så centrale i vores liv, lige så komplicerede, mørke og fulde af kontraster, begær og glæde som romantiske forhold. Og lige nu oplever du en følelse, som ikke er ukendt i venskabets verden, nemlig irritation.
Et godt eksempel på venskabets intensitet er Elena og Lilas i Elena Ferrantes Napoli-romaner. Venskabet er dødelig alvor for de to, og de drages mod hinanden med en enorm kraft på tværs af spektret fra væmmelse til jalousi, længsel og total besættelse. Og hos Elena og Lila er venskabets ebbe og flod også smukt beskrevet – de glider ind og ud af hinandens liv, nogle gange forbundne, andre gange på forskellige kontinenter af den indre topografi, men aldrig helt forbi.
Det er netop forskellen på venskaber og den romantiske kærlighed. Det behøver ikke at være helt forbi, og det er fint at lade forbindelsen løbe ud i sandet i gensidig forståelse af, at I lige nu ikke har så meget at give hinanden. Tænk nu, hvis du så om nogle år føler dig tiltrukket af den her ven igen? Så kan I samle det op og glædes over at have klaret en krise i stedet for helt at have klippet forbindelsen.
Det er jo det smarte ved venskaber i modsætning til den romantiske, monogame kærlighed – at vi kan have mange venskaber samtidig, og at der er mange måder at være praktiserende ven.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære ven
Min ven (og gudskelov for hende) skrev for nylig en artikel for Zetland. Den handler om venskabets ringe kår under nedlukningen. Og hvordan intense relationer opstod, mens perifere venskaber visnede uden socialiseringens livsvigtige næring. Det er både nedtrykkende og opløftende læsning.
For lige meget om dit venskab er påvirket af pandemien, så kan du bruge den artikel til at huske dig på to ting: Venskaber er vigtige, og venskaber kræver arbejde.
Det arbejde kan blive sværere og sværere, som man blive ældre. De forbindelser, en skole, et studie eller en fælles arbejdsplads gav, skal siden erstattes og opretholdes på egne præmisser.Din veninde kan være nok så rar på papiret, men det papir kan ikke trøste dig og få dig til at grine.
Jeg ser umiddelbart tre udveje:
Du kan slide. Knofedt og hjemmestrikket terapi kan være dine værktøjer til at lappe hullerne i jeres synkende venskib. Det er løsningen, hvor du tager ansvaret for det meste. Heltemodigt og måske dumt.
Du kan skride. Smække med døren, sige farvel og nej tak. Din veninde har for længe hældt eddike ud af ørerne, du kan kaste det tilbage i ansigtet på hende. Så kan hun selv komme på arbejde for at slikke sårene. Heltemodigt og måske dumt.
Du kan glide. Trække dig lidt eller meget. Det behøver ikke at visne helt, men det kan gå i dvale. Man kan ikke altid være den, der aktivt siger fra eller til, og så må man gå hen og sætte sig på noget grønnere græs. Ikke heltemodigt, men det behøver man ikke at være.
Og bare rolig. Jeg læste i artiklen, at gamle venskaber godt kan blomstre op igen. Tiden læger ikke alle sår, men tid kan give plads til at gro. Måske en dag jeres grene møder hinanden igen.
fortsæt med at læse
