Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kæreste yndlingsbrevkasse
I efteråret blev jeg (ulykkeligt) forelsket i en mand, der bliver ved med at spøge i mit sind. Det var den første rigtige forelskelse i mine 26 år. Han sagde, han var vild med mig. Men det viste sig, at han ikke var ovre sin eks. Av.
Sagen er den, at jeg elsker David Bowie. Og min mor sendte mig da også en lang, betænksom kondolence-sms, da han døde. Ham, jeg datede, var en kæmpe Bowie-nørd, i ordets bedste forstand, og jeg nød at høre ham fortælle anekdoter og at se et af Bowies selvportrætter være indgraveret med blæk på hans arm. Faktisk blev jeg forelsket i det sekund, han sang med på Bowie, imens vi så ’Labyrinth’ (1986).
MEN nu associerer jeg David Bowie med ham, jeg var ulykkeligt forelsket i. Jeg føler, han har taget Bowie fra mig, og det er forfærdeligt. Jeg aner ikke mine levende råd.
Hvordan får jeg Bowie tilbage uden at skænke ham, jeg datede, en tanke? Skal jeg vente med at prikke hul på Bowie-bylden og håbe, at den forsvinder af sig selv? Eller skal jeg acceptere, at David Bowie ikke længere står alene, men har fået selskab af denne hjerteknuser?
Fortvivlede hilsner
Vædderen
Gæsteredaktør Pernille Jensen:
Kære Vædder
Først og fremmest: Tillykke med kærligheden! Altså den til David Bowie. Den løber ingen steder, og det har du brug for nu, hvor du er ramt af romantiske senfølger. For mig er sagen klar: Du skal høre David Bowie, og du skal gøre det nu. Han er din vej ud af den forbandede sump, som kærestesorg er.
Jeg ved det, for jeg har selv haft følelsen af at miste nogle af mine yndlingssange, når en eller anden klaphat er forduftet. Dér forsvandt ’Pale Blue Eyes’ med Velvet Underground. Dér skred hele Cat Powers bagkatalog. Og – den kender du nok – der røg Bowies mirakuløst vidunderligt deprimerende coverversion af Nina Simones ’Wild Is The Wind’.
Men de forsvandt ikke. For jeg holdt krampagtigt fast i musikken, når mændene gik deres vej. Den har været min evige livline ud af selv den mest dommedagsagtige kærestesorg. Og der har immervæk været nogle stykker.
Og Vædder! Du har David Bowie! Det bliver ikke meget bedre. For han kan jo alt. Han kan ligge helt nede under nogle østtyske gulvbrædder. Men han kan også danse. Lad ham være dit panser i en mørk tid. Finere værnemiddel fås ikke.
Jeg ved ikke, om det nogensinde stopper med at føles forkert, at David Bowie ikke er her længere. For han er jo altid lige dér, når man hører hans stemme. Og det vil han også være for dig. Han synger det selv på netop ’Labyrinth’-soundtracket. »I’ll be there for yooou/ as the world falls down«. Den fikser han, selv fra det hinsides. For han er jo David Bowie.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Vædder
Da en kærlighedsrelation havde gjort mig meget ulykkelig, troede jeg også, jeg havde mistet meget mere end bare ham. Der var steder, jeg holdt fra mig (Aarhus er stadigvæk lidt en kuldegysning), sange, der skar i stedet for at dulme, og film, jeg ikke rørte ved. Der var faktisk nærmest ord og samtaler, der virkede forbandede og forbudte. Det havde jo været vores, så nu føltes det, som om jeg sad tilbage med kun halvdelen af alting.
Det lykkelige og korte svar er, at den forbandelse letter. Ikke med tryllestøv og trylleslag, men som et lille fravær af tristhed. En dag sætter nogen lige præcis Bowie-nummeret på, og først dagen efter vil du opdage, at du ikke tænkte på ham, da det spillede. Du tænkte på den lykkelige kærlighed, den fra din mor, fra dine venner og fra David Bowie selv. Fyren tog noget fra din Bowie-oplevelse, og vi skal ikke tømme musikken fuldstændig, vi skal putte mere på.
Hvad ville Bowie selv have gjort? Han havde ikke ladet noget så simpelt som en dum mand ødelægge musikken. Selv om han også ville være ked af det, ville han vide, at kunsten er mere kosmisk end en fyr, der ikke kan lade være med at spille på flere heste.
Se ikke din Bowie-lytning som en byld, der prikkes hul på, men som et skatkammer, der åbnes. Musikken kunne røre dig før, og det kan den stadig, hold fast i det. Del den nu med andre og flere, skrål med, og dans. Du har fortjent al den lykke og kærlighed, der kommer din vej. Brevkassen er på din side, og det er jeg faktisk sikker på, at David også er.
fortsæt med at læse
