Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Efter et par år på den ubarmhjertige københavnske datingscene – med gode og dårlige dates, hyggelige stunder, små forelskelser, knuste hjerter, ubesvarede beskeder, og hvad der ellers hører med, dog uden den store gengældte kærlighed – begynder jeg at se et mønster i mit datingliv.
Enten bliver jeg småforelsket med alt, hvad det indebærer af at være på grænsen til at blive sindssyg, men så mister de interessen. Eller også har vi et par hyggelige dates, uden at jeg føler det store, og så begynder de at blive interesserede i mig.
Mine venner siger tit, at jeg skal prøve at slappe mere af og lade være med dele så meget ud af mit hjerte. Er der noget om snakken? Hjælper det at spille kostbar? Det virker sådan, hvis jeg kigger på min egen statistik, og ellers har jeg måske bare ikke mødt den rette endnu?
Skal jeg prøve at hvile lidt mere i det? Tage den med ro, ikke svare med det samme, være lidt mere vag i mine udmeldinger? Eller skal jeg bare blive ved med at udvise interesse? Skal jeg med det samme sige, at jeg har hygget mig rigtig meget og utrolig gerne vil ses igen?
Hvis man skal spille mere kostbar, hvordan gør man så det, når hele ens krop skriger, at man bare gerne vil være i selskab med personen? Hvis jeg skal blive ved med at vise min kærlighed, hvordan gør jeg så det? Altså samtidig med at jeg passer på mig selv? For jeg må indrømme, at er det hårdt gang på gang at åbne hjertet for så at blive afvist.
Kh. Personen, der savner en at dele sin kærlighed med
Gæsteredaktør Ceyda Yasar:
Kære Person, der savner en at dele sin kærlighed med
Først og fremmest vil jeg sige: Tillykke med, at du ikke lader dig slå helt ud af det her fuldstændig fucked up københavnske datinglandskab. Hvor er du god, at du bare begiver dig ud i det og åbner hjertet for nye bekendtskaber og relationer. Det er der ikke mange, der kan finde ud af.
Datinglivet anno 2022 er en joke, og der er altså ikke noget galt med dig. Jeg tror, det er det her accelerationssamfund, der har ødelagt os allesammen. Det udøver et noieren pres på alle områder af livet. Vi swiper os frem til sex og kærlighed?! Bliver ægte forpustet ved tanken nogle gange. Du lyder by the way som tvillingen? Er du det? Guess we’ll never know - either way. I feel you.
Jeg synes, dine venner skal slappe af. Du skal ikke skrue ned for en skid. De mennesker, du møder, skal skrue op. You’re good, altså medmindre du erklærer din kærlighed 50 sekunder inde i mødet og kender vedkommendes fasters navn på første date.
Og så må jeg bare sige: Det der kostbar-halløj. So. Fucking. Last. Year. Jeg har hørt, at mange finder kostbarhed tillokkende, men skal vi virkelig gå rundt og lade, som om vi finder folk uinteressante?
Jeg kender virkelig godt til din beskrivelse af, hvordan ens krop skriger, når man bare »gerne vil være i selskab med personen«, men ved du hvad? Jeg tror ikke, at du har mødt den rette endnu, for havde det været rigtigt, havde følelsen været gengældt.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Person, der savner en at dele sin kærlighed med
Det københavnske dating- og boligmarked minder om hinanden: Desperationen er stor, og der spekuleres i profit. Det handler om altid at have en budkrig i gang og samtidig have ikke bare en fod, men hele underkroppen ude af døren. Hellere skuffe end skuffes.
Det er med andre ord et ræs mod bunden, og her er ingen kære borgmester til at gå på valg på dine vegne. Jeg kommer heller ikke til at redde datingsituationen med et trylleslag her fra storrumskontoret. Vi må løfte i flok. Det indebærer, at vi ikke spiller kostbare, for det skaber en unaturlig emotionsinflation, hvor man skal føle mere per kilometer, end hvad godt er. Altså: Skal man være dybt gensidigt forelsket, før man må sige, at den anden er sød? Det går jo ikke. Lad dit hastige hjerte spæne.
Jeg tænker meget over, hvordan man sørger for, at dating ikke bliver en sjælelig underskudsforretning, for jeg har selv været der, hvor du er. Der, hvor man med en blanding af pligt og håbefuldhed kaster sig ud i den ene kortvarige relation efter den anden. Nogle gange med hud og hår, nogle gange kun med det yderste af lillefingeren.
Og jeg tænker faktisk, at du er i fare for at lade dig analysere til døde. Gøre dig selv til et projekt, som du og dine omgivelser skal gennemføre. Man må gerne udpege sine mønstre, men man må ikke blive statistisk laboratoriemus i sit eget liv. Kærligheden venter ikke som en ost for enden af labyrinten, den er ikke et mål, men en proces. Ja, det er pisseirriterende at sige det sådan, men du er nødt til at hente din glæde et andet sted. Vi er ikke halve mennesker, der venter på at blive 100 procent, du er et helt menneske med venner og liv og glæde, og det batteri skal du huske at oplade.
Tag en pause, skift spor. Gør noget for at ryste posen lidt. Du sidder ikke i telefonkø til kærligheden, og der er ikke nogen, der tager din plads, hvis du lige lægger røret i en måneds tid. Så kan det også være, at renterne falder lidt i mellemtiden.
fortsæt med at læse
