Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg matchede for en måneds tid siden med en sød pige på Tinder. Da der desværre ikke er helt lige så mange fisk i havet i kvinde-søger-kvinde-afdelingen på Tinder, kan man være nødsaget til at udvide afstandspræferencen mere, end hvad godt er. Således er jeg (bosat i Aarhus) endt med at matche (og faldet for) en københavner.
Vi har skrevet sammen hver dag i godt en måned, men har aldrig mødtes. Det er heller ikke blevet direkte italesat, at det kunne være rart at mødes en dag, eller hvad relationen i det hele taget går ud på. Jeg er egentlig klar på at tage turen til København for at mødes med hende, men er usikker på, om det ville virke som værende ’for meget’.
For et par uger siden, da jeg var på ferie, vendte jeg København på vejen (i en halv times tid, bevares) og sendte et screenshot af Tinder-afstanden, som nu lød på 1 km, og skrev noget i retningen af: »rart syn«. Det blev ikke, som håbet, mødt af en snak om, om vi ikke snart skulle finde ud af at mødes … Så jeg er meget i tvivl om hendes intentioner med forholdet.
Jeg synes virkelig, at hun er sød og spændende og nyder kontakten. Men samtidig er jeg blevet træt af at bruge så megen energi på ængsteligt at vente på beskedsvar, være usikker og lade brug af bestemte emojis (eller mangel på samme) påvirke mit humør. Derfor går mit spørgsmål på: Skal jeg bare være direkte og foreslå, at vi mødes? Skrive, at jeg er klar på at tage til København (eller er det too much?).
Kh. den forgabte jyde
Gæsteredaktør Jenny Rossander:
Åh, kære forgabte
Gengældt kærlighed er jo desværre et usandsynligt mirakel. Som en drage, eller en enhjørning. Velbeskrevet i bøger og film, men meget svær at finde i virkeligheden. Hvis nogen fortæller dig, at de har en bulletproof teori for, hvordan man skal lokke enhjørningen ud af skyen, lyver de.
Der er desværre intet klistermærke, hvor der står ’kærlighedsgaranti’ på denne underlige pakkeløsning, vi kalder livet. Vi ramler alle sammen pisseforvirrede rundt og har alt for travlt med at føle os forkerte, føle os fede, føle os fattige eller føle os forurettede – til nødvendigvis at forelske os grænseløst, på det helt rigtige tidspunkt, i lige præcis dig.
Jeg har jo af gode grunde ingen anelse om, hvorvidt damen i København føler som du. Måske gør hun. Måske gør hun ikke. Måske er hun lige på nippet til at begynde på det. Måske har hun brug for, at du skriver mere, for at det sker. Måske har hun brug for, at du skriver mindre, for at det sker. Måske er hun på vej til at forelske sig i en anden. Måske er hun lige så genert på dig og venter bare på, at du tager det første skridt.
Du kommer højst sandsynligt til at fucke det helt op. Jeg hørte en gang et udtryk i Den Kongelige Ballet: »If you fuck up, fuck up like a royal«. Det tænker jeg er meget relevant for dig. Hvis du nu forestiller dig, at det kun kan gå gruelig galt, hvordan vil du så gerne have, at det går galt? Det gode er, du kan selv vælge det. Det dårlige er, at du skal selv vælge det. Og bagefter skal du også stå i, at du tog det valg, med de konsekvenser, det nu får.
Udtryk som ’at være for meget’ eller ’det er åndssvagt at lade det fylde’ giver jeg ikke så meget for. Fuck da det. Vi ved jo alle sammen godt, hvad du har lyst til at gøre. Og hvem ved. Måske finder du en drage, der i København.
Af sted med dig. Ud at blive såret.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære forgabte
Du lyder som en omvandrende undskyldning i dit spørgsmål, sådan en, der går duknakket ind i et ethvert rum. Sådan en, som er bange for at sætte sig i bussen, for tænk, hvis en, der har mere brug for sædet, stiger på om otte stop? Så skal jeg rejse mig.
»Skal jeg være mindre direkte?«. Det er noget af det dårligste ved nutidig dating, at den, der venter, vinder. Man må ikke være et menneske, der forventer noget af et andet menneske, som man ellers har en relation til. Det er en modbydelig lille konkurrence, at have mest fod ude ad døren. Man skal skrive til folk, når man har lyst, og så skal de svare, når de har lyst.
Du er et interessant menneske, det er vi simpelthen nødt til at gå ud fra. Du må også gerne sidde i bussen, du må også gerne få en kæreste. Du må også gerne tage til København og besøge en ven og så skrive til hende, at du er der om et par weekender.
Hun siger ’ellers tak’: Lykkeligt, du er fri! Hun siger ’ja’: Lykkeligt, I skal mødes! Hun svarer noget tvetydigt: Lykkeligt, hun er lidt irriterende på skrift, og du kan hidse dig ned!
Der er en afstand mellem jer, og du er nødt til at gøre dit for at lukke den. Du skal ikke være alene om det, men du kan ikke sidde på din aarhusianske gren og vente på, at nogen kommer og saver dig ned fra det høje træ. Og så lige et andet råd på falderebet: Datingapps kan ikke give dig kærligheden, men de kan skabe et møde mellem dig og et andet menneske, og det kan være et rum for kærligheden. Så hold op med at chatte dig selv ud i uendeligheden.
fortsæt med at læse
