Frederikke Byrgesen Birkmose, 16 år, havde sidste dag på Vestbirk Musik- og Sportsefterskole den 30. juni og fortæller om dagen til journalist Marie Lagoni.
Det var hårdt at skulle putte sine ting i bilen og køre fra skolen den sidste dag. Eller det var nemt rent praktisk at gøre det, men indeni var det hårdt. Jeg skulle tage min dyne, alt mit tøj, og de sidste ting, der var beviser på, at jeg havde været der, køre hjem og vide, at uden for skolen er der ikke så mange, der forstår den følelse, jeg har.
Følelsen af fællesskabet og af, at der er blevet en tæt familie ud af en masse mennesker, der ikke havde mødt hinanden for et år siden. De, der ikke har været på efterskole, kommer aldrig nogensinde til at forstå, hvad det er for nogle følelser, man står med.
Alle kender alle på efterskolen. I begyndelsen var vi hver for sig som enkelte personer, men så lærte vi hinanden at kende. Man smelter sammen med nogle mennesker, som smelter sammen med nogle andre, som smelter sammen med nogle andre igen. På den måde blev man forbundet til alle på kryds og tværs. Vi er en kæde. Den skal brydes nu, og det er svært.
Det var de små ting på efterskolen, der bandt os alle sammen sammen. Jeg tror faktisk, jeg kommer til at savne at prøve at pjække fra rengøring
Frederikke Byrgesen Birkmose
Det er vores fællesskab og vores minder. Det er noget, vi har haft sammen og delt med hinanden, og lige pludseligt skal vi spredes i hele landet. Nogle skal tilbage til Sjælland, andre til Fyn, og nogen bor helt oppe ved Skagen. Kæden bliver spredt ud, men vi vil altid have det hele med os. Vi vil bare ikke være en kæmpe, samlet klump mere.
Det bliver mærkeligt, fordi man ved, det bliver svært at holde fast. Den sidste dag var nok en af de sidste gange, vi alle sammen var samlet.
Vi kender hinanden på en helt anden måde, end man gør, når man er stået op derhjemme lang tid før, man skal i skole og har brugt tid på at lægge makeup og vælge det helt rigtige tøj.
På pigegangen 'Gyngen' har Frederikke Byrgesen Birkmose boet det meste af efterskoleåret. Selv rengøring med pigerne fra gangen kommer hun til at savne.
I genbrugstøj uden makeup
På det her år er jeg blevet meget mere voksen. Jeg er begyndt at vaske mit eget tøj og selv komme op om morgenen. Jeg tror også, jeg har ændret mig meget som person. Der er stadig den samme kerne, men jeg har ændret mig også udseendemæssigt.
Da jeg startede, havde jeg langt hår – så klippede vi det hele af. Jeg lod nogle af pigerne klippe i det en dag. Det blev virkelig grimt og kort, så det endte med, at vi fandt en trimmer dagen efter og klippede det hele af.
Jeg går ikke så meget op i, hvad andre tænker om mig længere. Jeg har fundet min stil, og jeg ved godt, det måske er ’cheesy’ at sige, at jeg har fundet ud af, hvem jeg er – det har jeg jo heller ikke – men jeg føler, jeg er kommet et skridt på vejen til at finde mig selv.
Da jeg startede, havde jeg noget helt andet hår og gik i noget måske mere konservativt tøj. På min første dag på efterskolen havde jeg sorte habitbukser på og en skjorte. Mit hår var krøllet og gik til lige ned over skuldrene. Og så havde jeg makeup på.
Første dag. Sidste dag.
Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.
Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.
Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?
Send din historie til niels.norgaard@pol.dk
Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.
Nu går jeg mere i genbrugstøj. Jeg går i det, jeg synes, er fedt. Jeg synes også, det tøj, jeg gik i før, var flot, men det var måske ikke lige det, der passede til mig. Den sidste dag havde jeg helt kort hår og ikke noget makeup på. Jeg havde grå-grønne ternede bukser på, som bare var rare, og en grøn top. Da jeg startede, tror jeg ikke, jeg ville have haft selvtilliden til at gå i det.
Hvis du går til morgenmad i dit nattøj eller i en morgenkåbe på efterskolen, er der ikke nogen, der siger noget til det. Du kan gå rundt uden makeup og nattøj hele dagen, hvis du vil. Når ingen siger noget eller hakker på dig, så finder man ud af, at det betyder ikke noget, hvordan man ser ud.
At tømme mit værelse og se døren blive låst – det var hårdt. Der gik det op for mig, at jeg aldrig nogensinde kommer til at sove derinde igen. Jeg kan komme tilbage og besøge efterskolen, men jeg kan aldrig bo her mere.
Vi havde pyntet værelset op med alle mulige ting. Vi havde puttet en badering på lampen – fordi den passede lige der. Der var selvlysende stjerner i loftet og plakater og tomme Caprisonne-juice hængt op over det hele. Det var virkelig underligt at tage det ned og kigge rundt i værelset. Det var så tomt, og det var som om, det ikke var vores værelse længere.
Højlydt hulken fra både drenge og piger fyldte gentagende gange hele gymnastiksalen på Vestbirk Musik- og Sportsefterskole, da elevårgang 17/18 havde aller sidste dag.
Farvel til roomien
Jeg kommer til at savne alle totalt hyggelige stunder, hvor vi har ligget og set film derinde, og folk har kunnet strømme ind. Eller de gange vi har spillet Playstation og lavet konkurrencer ud af det eller lavet andre mærkelige ting. Jeg kommer til at savne, at min roomie snakker i søvne.
Efter vi havde boet sammen i nogle uger, rykkede vi vores to enkeltsenge sammen til en stor seng. Allerede efter de første par nætter, hvor vi sov sådan, var det som om, vi lærte hinanden meget bedre at kende.
Man snakker nemmere med en, der ligger helt tæt på i stedet for i den anden ende af rummet.
Vi snakkede om ting, der var sket i vores liv. Dumme ting, vi havde gjort. Barndomsminder. Vi fortalte hinanden sjove historier og grinede helt vildt, så naboerne blev sure. Vores sidste nat, hvor vi sov i samme seng, var virkelig trist, og vi lå og krammede hinanden.
Vi har skrevet et brev med gode råd til de næste, der skal bo på vores værelse. Vi har skrevet til dem, at de skal huske klipklapper eller badesandaler, fordi det er meget nemmere at komme rundt i dem. Og at de skulle passe på skinnebensbetændelse, fordi det kan man godt få på efterskole.
Det sværeste den sidste dag var at give slip på min roomie. Jeg tror, vi gav hinanden 1.000 krammere den dag. Næsten hele året er vi vågnet op sammen, gået i seng sammen og har ligget og snakket til langt ud på natten. Vi er blevet et par – vi kunne godt minde lidt om et gammelt ægtepar. Vi kan hinandens vaner udenad.
Det er fedt at være vokset så meget sammen. Jeg ved, at det ikke er noget, der ikke kommer til at briste lige foreløbigt. Men det er hårdt, at vi nu skal være i nærmest to forskellige ender af landet.
Hun er godt nok fra Randers, og jeg er fra Herning, så det er kun lidt mere end en times kørsel, men det er stadig langt.
Det var de små ting på efterskolen, der bandt os alle sammen sammen. Jeg tror faktisk, jeg kommer til at savne at prøve at pjække fra rengøring. Og selv om jeg hadede rengøring, kommer jeg til at savne at gøre rent med pigerne og høre høj musik. Vi gjorde rent i musikhuset, og selv om ingen af os havde musik, spillede vi nogle gange på instrumenterne. Det lød virkelig ikke særlig godt, men det var sjovt.
Selv om fællesgymnastik var skide hårdt og kedeligt, kommer jeg også til at savne det. Og på en måde kommer jeg til at savne – selv om det var mega irriterende – at folk råber på gangene og smækker med dørene.
Da jeg kom hjem til Herning, var der stille. Det eneste, der larmede var min hund.