Enklave. Fra slutningen af 1880’erne strømmede østeuropæiske jøder vestpå, og i tre årtier dannede nogle få tusinde det, man kaldte en ghetto i kvarteret  omkring Vognmagergade, Adelgade og  Borgergade i København. Bemærk  cafeens navn. Avisen er ganske vist dansk, men der udkom også flere på  jiddisch, ligesom der blev opført  adskillige teaterstykker på  indvandrernes medbragte sprog,
Foto: Københavns Museum

Enklave. Fra slutningen af 1880’erne strømmede østeuropæiske jøder vestpå, og i tre årtier dannede nogle få tusinde det, man kaldte en ghetto i kvarteret omkring Vognmagergade, Adelgade og Borgergade i København. Bemærk cafeens navn. Avisen er ganske vist dansk, men der udkom også flere på jiddisch, ligesom der blev opført adskillige teaterstykker på indvandrernes medbragte sprog,

Kultur

Da ghettoen kom til København

I Nazityskland var det navnet på venteværelser til kz-lejrene. Nu taler vi igen om ghettoer.

Kultur

Det var med en sær blanding af medynk og benovelse, at journalister fra de københavnske blade for 100 år siden rapporterede om de fremmede fugle, der var kommet til byen og havde slået sig ned i dens fattigste kroge omkring Vognmagergade, Borgergade og Adelgade.

Østeuropæiske jøder med skæg, slangekrøller og sorte hatte, der om lørdagen forvandlede en tur i Kongens Have i det indre København til en eksotisk rejse.

Og også dengang delte meningerne om ghettoerne sig efter nogenlunde samme linjer, som de gør i dag. Nogle var bestyrtede over den elendighed, der herskede i de trange, fugtige lejligheder i det, man indtil da bare havde kaldt slum.

LÆS ARTIKEL

Andre var betagede af det fremmedartede. De sorthårede børn og kvindernes farverige tørklæder. Og så var der dem, der mente, at det var noget fattigpak, som lå byen til byrde.

Provinsiel stolthed
I aviser og blade anede man nu også en anden tone. Af provinsiel stolthed over, at vores hovedstad nu kunne smykke sig med et umiskendeligt tegn på, at den var en rigtig storby. Og i reportager fra dengang nipper journalisterne vellystigt til det fremmede ord: Ghetto.

»Man var meget optaget af at finde ud af, om det nu også var en ghetto, og ledte meget ivrigt efter den«, fortæller museumsinspektør Jakob Ingemann Parby fra Københavns Museum, som 19. november åbner udstillingen ’At blive københavner’ om indvandringen til København.

I 1902 havde Tivoli en udstilling af en kinesisk landsby med 34 til anledningen importerede kinesere. Nogle år senere kunne man i denne avis læse, at 17 af dem havde bosat sig i Studiestræde.

»Så nu kan man tale om, at vi har den første kinesergade i København, skrev man. Så forhippede var man for at ligne de rigtige storbyer ude i verden«, siger Jakob Ingemann Parby, der forventede at finde ud af, at indvandrere til alle tider har bosat sig i bestemte kvarterer i byen, men i stedet opdagede, at tilflyttere af alle nationaliteter har boet ret spredt og er flyttet meget omkring i byen i takt med, at de kom til penge.
Fremmedartede østeuropæere

Bortset fra de 3.000 østeuropæiske jøder, der bosatte sig i byen mellem 1882 og 1914. Men som rigsdagsbibliotekar Emil Elberling beroligede i Nationaløkonomisk Tidsskrift:

»Saasnart den første haarde Kamp for Tilværelsen er vel overstaaet«, vil de »stræbe at slutte sig nøje til det Land, der gæstfrit har modtaget dem«.

Eller på moderne dansk: Lade sig integrere. Og sådan minder modtagelsen af fremmede dengang på flere punkter om den måde, man modtog gæstearbejderne, da den første begejstring i 1970’erne havde lagt sig, fortæller Jakob Ingemann Parby.

Og her danner de nu deres egen triste By, en tæt sammenstuvet Ghetto af smaa mørke lyssky Reder.



»Fra højere samfundsgrupper havde man medfølelse med de fattige indvandrere, mens de folk, der levede blandt jøderne, enten var ligeglade eller lå i konflikt med dem«.

Størst var bekymringen blandt de anderledes velstående og integrerede jøder, som i forvejen boede i byen og var bange for, at de fremmedartede østeuropæere skulle give jøderne et dårligt ry. Hertil kom, at myndighederne havde overdraget dem det økonomiske ansvar for at forsørge de nye jøder, der kom til.

»De gamle jøder lagde et stort pres på de nye for at tilpasse sig«, siger Jakob Ingemann Parby. »Man gjorde meget for at hjælpe dem, men især for at hjælpe dem med at komme videre vestpå«.

På flugt fra de fromme
Navnet ghetto blev først brugt i Venedig, hvor man i 1516 rejste en mur om den jødiske bydel og aflåste den om natten og under kristne højtider. Dels for at holde jøderne ude. Dels for at beskytte dem mod fanatiske kristne, som i en rus af fromhed kunne finde på at forgribe sig på det folk, der havde slået Kristus ihjel.

Selve ordet menes enten at komme af det italienske ’getto’ og henvise til det støberi, som lå i bydelen. Eller af det hebraiske ’ghet’, der betyder adskillelse. Men allerede før navnet kom til, spærrede man jøder inde.

For eksempel i Frankfurt, hvor jøderne fik deres eget aflåste kvarter i 1460. Og endnu tidligere i Spanien, der havde særlige jødiske bydele.

Udstrakt selvstyre
Da Europas fyrster havde brug for dygtige handelsfolk og håndværkere, blev jøderne tålt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men efter at et paveligt dekret i 1555 påbød jøder i alle katolske lande at tage bolig i deres egne bydele, opstod der ghettoer i mange europæiske byer, hvor jøderne havde et udstrakt selvstyre med egne skoler, lav og domstole, mens de udenfor skulle bære særlige kendetegn og ikke talte som fuldgyldige borgere.

Da de ikke måtte eje jord, voksede ghettoerne kun i højden, blev overbefolkede, mørke og ofte også sundhedsfarlige.
Borgerlige rettigheder

Efter den franske revolution i slutningen af 1700-tallet fik jøderne gradvist fulde borgerlige rettigheder i de fleste vesteuropæiske lande, mens ghettoerne fortsat eksisterede i Østeuropa langt ind i det 20. århundrede. Også i Danmark var der forslag om at oprette en jødisk ghetto, men det afviste myndighederne.

Frem til 1864 var Danmark en multikulturel stat, hvor franskmænd, hollændere og tyskere færdedes i store tal i hovedstaden, og der blev både talt og skrevet flere sprog.

»Byen var ikke så stor, at det var vigtigt at bo sammen, men det var vigtigt at have nogle samlingssteder. Især af religiøs art. Men i virkeligheden definerede byens indbyggere sig ikke så meget ud fra deres etnicitet som ud fra deres fag og position i samfundet«, fortæller Jakob Ingemann Parby fra Københavns Museum.

Synlige i gadebilledet
Veluddannede, eksperter og rige indvandrere kunne let få borgerskab. De fattige gjorde man sig stor umage for at holde ude. Og når man fra slutningen af 1600-tallet accepterede jødiske indvandrere, fik de forbud mod at blande sig for meget med de kristne.

»Jøderne kunne ikke blive optaget i lavene eller gå på universitetet, men de måtte bosætte sig hvor som helst«, fortæller Jakob Ingemann Parby.

Når de var synlige i gadebilledet i Læderstræde, på Gammel Strand og Højbro Plads, var det, fordi synagogen lå i Læderstræde, og da ortodokse jøder skulle gå til synagogen på sabbatten, var det praktisk at bo i nærheden, forklarer kulturhistoriker og forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitetsbibliotek Morten Thing, der har forsket i den jødiske indvandring.

Vognmagergades ghetto
Alt sammen forandrede sig med den store exodus fra Rusland, som begyndte i 1881 og varede i tre årtier. I London og New York fandt de indvandrede jøder sammen i de billigste kvarterer. Og dannede således en ny form for ghettoer.

København blev mellemstation for mange af de østeuropæiske jøder.

Omkring 10.000 lagde vejen forbi København, hvor de 3.000 bosatte sig – fortrinsvis i Vognmagergadekvarteret med trange baggårde, udvendige svalegange og trapper i træ, som i tilfælde af brand indespærrede beboerne i husene. Eller som der stod i ugebladet Hver 8. Dag:

Fra højere samfundsgrupper havde man medfølelse med de fattige indvandrere, mens de folk, der levede blandt jøderne, enten var ligeglade eller lå i konflikt med dem



»Og her danner de nu deres egen triste By, en tæt sammenstuvet Ghetto af smaa mørke lyssky Reder, der er forede med tilfældigt sammmenbragt Bohave. I 3-4-5 Etager over hverandre bor de saa tæt som Raager. Og ligesom denne sorte Fugl søger de bort fra Rederne om Dagen i store Sværme, ud over Byen«.

Om der var tale om en egentlig ghetto, er tvivlsomt. I 1916 boede der således kun 176 personer af jødisk herkomst i Adelgade. Men de var til at få øje på.

»I Vognmagergadekvarteret var de nye jøder langt mere fattige og så anderledes ud end de jøder, der boede i byen i forvejen. Og de herboende jøder var delte omkring, hvordan de skulle forholde sig. Nu kom de her mennesker og ødelagde den gode stemning, fordi de skilte sig ud«, fortæller Jakob Ingemann Parby.
Russiske skræddere

I Mosaisk Samfund klagede redaktør M. Koppel over, at disse tilrejsende proletarer havde klumpet sig sammen i de dårligste af byens kvarterer og levede under hygiejniske forhold, der var en skamplet på det jødiske samfund. Og at de havde navne, som »et civiliceret Menneske med sin bedste Vilje ikke kan udtale uden at slaa et Par Knuder paa Tungen«.

Og så var der skrædderne. Ifølge Morten Thing var der i 1921 ikke færre end 313 skræddersvende og 46 skræddermestre blandt de 936 forsørgere af russisk jødisk herkomst i København. Hvilket selvsagt ikke stemte de danske skræddere særlig gæstfrit.
Et dagblad på jiddisch

Første generation holdt fast i deres kultur, og i mangel på tilknytning til et hjemland klyngede de sig til deres sprog. Der blev talt og skrevet jiddisch. En lang række teaterstykker blev opført på sproget. Og indtil flere aviser udgivet.

»I et år udkom der et dagblad på jiddisch. Og det var af stor betydning for jøderne, fordi det også knyttede dem sammen med andre jøder i byer rundt om i verden«, forklarer Morten Thing.

De gamle jøder i Danmark lagde et stort pres på de nye for at lære dansk og integrere sig. Men indvandrernes børn voksede op uden at kunne skrive jiddisch, og da først Vognmagergade og siden Adelgade og Borgergade blev saneret, var det slut med en jødisk ghetto i København.

Udryddelsens forværelser
Under Anden Verdenskrig fik ordet ghetto en ny skrækindjagende klang, da nazisterne overalt i tysk besatte storbyer spærrede jøderne inde i ghettoer og indskrænkede deres rettigheder. I 1939 blev polske jøder flyttet til særlige områder i byerne. Ghettoerne blev omgivet af mure, og beboere, der forsøgte at forlade området, blev skudt.

Ghettoen i Warszawa fyldte til at begynde med blot fire kvadratkilometer, men rummede på sit højeste en halv million mennesker, der hutlede sig igennem dagene i dårlige boliger og med et minimum af mad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til sidst tjente ghettoerne som regulære venteværelser for udryddelseslejrene. Og kun en procent af indbyggerne i Warszawas ghetto overlevede.

I USA blev ordet ghetto især brugt om kvarterer, der særlig var befolket af sorte amerikanere. Ellers var billedet et andet.

»Først kom de fattige irere og boede i et kvarter. Så blev de lidt mere velstillede og flyttede væk. Så kom tyskerne i næste bølge. Derefter jøderne og efter Anden Verdenskrig kineserne«, fortæller museumsinspektør Jakob Ingemann Parby.

Mange forskellige nationaliteter

Da gæstearbejderne i 60’erne og 70’erne kom til København, bosatte mange sig på Vesterbro, Nørrebro og Amager. Men nogen ghetto talte man ikke om, før indvandrere af mange nationaliteter samledes i sociale boligbyggerier. »Men Mjølnerparken er meget anderledes, end Vognmagergade var for 100 år siden«, siger Jakob Ingemann Parby. »Der bor mange forskellige nationaliteter. Og jeg tvivler på, at beboerne oplever sig som en enhed. Det er kun os, der synes, at de alle er fremmedartede, og derfor kalder det en ghetto«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce