0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Da ghettoen kom til København

I Nazityskland var det navnet på venteværelser til kz-lejrene. Nu taler vi igen om ghettoer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Københavns Museum
Foto: Københavns Museum

Enklave. Fra slutningen af 1880’erne strømmede østeuropæiske jøder vestpå, og i tre årtier dannede nogle få tusinde det, man kaldte en ghetto i kvarteret omkring Vognmagergade, Adelgade og Borgergade i København. Bemærk cafeens navn. Avisen er ganske vist dansk, men der udkom også flere på jiddisch, ligesom der blev opført adskillige teaterstykker på indvandrernes medbragte sprog,

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var med en sær blanding af medynk og benovelse, at journalister fra de københavnske blade for 100 år siden rapporterede om de fremmede fugle, der var kommet til byen og havde slået sig ned i dens fattigste kroge omkring Vognmagergade, Borgergade og Adelgade.

Østeuropæiske jøder med skæg, slangekrøller og sorte hatte, der om lørdagen forvandlede en tur i Kongens Have i det indre København til en eksotisk rejse.

Og også dengang delte meningerne om ghettoerne sig efter nogenlunde samme linjer, som de gør i dag. Nogle var bestyrtede over den elendighed, der herskede i de trange, fugtige lejligheder i det, man indtil da bare havde kaldt slum.

Andre var betagede af det fremmedartede. De sorthårede børn og kvindernes farverige tørklæder. Og så var der dem, der mente, at det var noget fattigpak, som lå byen til byrde.

Provinsiel stolthed
I aviser og blade anede man nu også en anden tone. Af provinsiel stolthed over, at vores hovedstad nu kunne smykke sig med et umiskendeligt tegn på, at den var en rigtig storby. Og i reportager fra dengang nipper journalisterne vellystigt til det fremmede ord: Ghetto.

»Man var meget optaget af at finde ud af, om det nu også var en ghetto, og ledte meget ivrigt efter den«, fortæller museumsinspektør Jakob Ingemann Parby fra Københavns Museum, som 19. november åbner udstillingen ’At blive københavner’ om indvandringen til København.

I 1902 havde Tivoli en udstilling af en kinesisk landsby med 34 til anledningen importerede kinesere. Nogle år senere kunne man i denne avis læse, at 17 af dem havde bosat sig i Studiestræde.

»Så nu kan man tale om, at vi har den første kinesergade i København, skrev man. Så forhippede var man for at ligne de rigtige storbyer ude i verden«, siger Jakob Ingemann Parby, der forventede at finde ud af, at indvandrere til alle tider har bosat sig i bestemte kvarterer i byen, men i stedet opdagede, at tilflyttere af alle nationaliteter har boet ret spredt og er flyttet meget omkring i byen i takt med, at de kom til penge.
Fremmedartede østeuropæere

Bortset fra de 3.000 østeuropæiske jøder, der bosatte sig i byen mellem 1882 og 1914. Men som rigsdagsbibliotekar Emil Elberling beroligede i Nationaløkonomisk Tidsskrift:

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts