Min far købte højttalerne, da han var teenager i 1975. Han boede stadigvæk hos mine bedsteforældre, men allerede dengang gennemskuede han, at de havde en enorm god kvalitet. Jeg kan tydeligt huske dem fra mit barndomshjem og min far, der blev tosset på min mor. Hun syntes, de var tudegrimme og stillede planter ovenpå, så der kom vandmærker. I dag er mine forældre skilt, og min far blevet gift på ny. Sjovt nok kan hans nye kone heller ikke lide højttalerne. Og sådan endte de hos mig.
De er bygget hos firmaet Ortofon i Nakskov, og formodentligt er kabinettet lavet af Bang & Olufsen. Dengang solgte B&O nemlig restpartier af deres tidligere produktioner, som andre firmaer kunne købe og bruge. Højtalerne er nok ikke meget værd i dag, men for mig har de en enorm affektionsværdi, og jeg er meget knyttet til dem. Især det symbolske i, at de har gået igennem livet med min far og fulgt ham fra teenageårene til den store kærlighed med min mor, og til at den kærlighed brast. De højttalere har gennemlevet ting, som ligger mange år før min tid, og som jeg slet ikke kender til.
Jeg bruger dem både til stille jazz en søndag formiddag og fuld smadder lørdag aften. Og de spiller altså stadigvæk ufortrødent, fuldstændig som for 40 år siden. Æstetisk synes jeg, de er virkelig smukke, men jeg er også helt vild med retro. Især vintageinstrumenter er min hobby – som min 50 år gamle Telecaster (elektrisk guitar produceret af Fender, red.), der spiller fantastisk. At se godt håndværk holde i uendeligheder er simpelthen sådan en fornøjelse, og recycling, upcycling, genbrug og arvestykker er alt sammen noget, jeg går op i og ind for. Meget mere end at købe noget splinternyt og skinnende.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor alt var snorlige, og hvor der var ens service til 12 personer. På et tidspunkt mødte jeg nogle mennesker, hvor det ikke betød så meget, om der var pænt og ordentligt, og om alle knive og gafler lignede hinanden. Det fik mig til at indse, at jeg gerne måtte være loose. At det var helt okay. Det var også sådan, jeg begyndte at arbejde med indretning.
Tidligere havde jeg lønmodtagerjobs, men blev fyret fra dem på stribe. Jeg kunne simpelthen ikke varetage det, og til sidst var jeg ved at blive vanvittig. For jeg havde fornemmelsen af, at jeg kunne noget mere, noget anderledes. Pludselig begyndte hele den kreative proces, hvor jeg fik arbejde på et guitarværksted, lavede malerier, byggede lejligheder og fandt ud af, at det var jeg egentlig rimelig god til.
I al beskedenhed er det vel nok det, jeg er bedst til her i livet: at skabe et eksklusivt look for meget få penge. De fleste siger, man skal købe en sort bil eller et hvidt køkken, hvis man gerne vil sælge på et tidspunkt. Jeg synes, vi skal være meget mere modige. Tage flere chancer og male hele lejligheden i stedet for bare en væg i en anden farve end hvid. Det skal være helhjertet. Om det er nordisk strømlinet, rustik boheme, eller om jeg er totalt uenig i stilen – det er altid flot, når folk går hele vejen.
fortsæt med at læse
