Man er unægtelig noget mør i både hoved og bagdel efter 11 intense dages filmkonkurrence.
Så det er lidt med følelsen af at slæbe mig over målstregen, jeg for sidste gang i år trasker op ad den røde løber for at se den afsluttende konkurrencefilm ’Mud’ af den 33-årige amerikaner Jeff Nichols.
Sidder og småsludrer lidt med min kollega Michael Bo om gårsdagens film og aftenens planer for en afsluttende middag, inden vi i morgen skal hjem. Vi er nok allerede ved at pakke lidt sammen oppe i hovedet.
Så bliver det mørkt, og på to sekunder er alt træt morgenspindelvæv som blæst væk.
Pludselig er jeg i Arkansas, hvor den 14-årige dreng Ellis bor på en husbåd sammen med sin far og mor.
Hans bedste ven Neckbone bor i den nærliggende by DeWitt. Der er giftige vandmokkasiner i vandet, da drengene sejler ud til en øde ø, hvor de har fundet et skib efterladt højt oppe i et træ efter en oversvømmelse.
Mud
Men ’deres’ skib viser sig at være beboet af en hemmelighedsfuld, tatoveret mand, der kalder sig Mud.
Det viser sig snart, at Mud er efterlyst.
REPORTAGE
Peter Aalbæk i Cannes: Det handler om penge, penge, pengeFOTO
Han har skudt en mand, som havde mishandlet hans elskede Juniper.
Efter den første mistro beslutter drengene sig for at hjælpe Mud med mad og reservedele til båden. Indtil dette tidspunkt ligner filmen bare en velskabt moderne variant af ’Huck Finn’.
’Mud’ viser sig imidlertid også at være noget helt andet. Nemlig en indsigtsfuld og dramatisk film om kærlighed, uskyldstab og modning. Ellis bliver sendebud for det elskende par.
Kærlighedshunger
Det er en farefuld affære, for den dræbte mands familie har hyret dusørjægere.
Ellis må sande, at kærlighed er en kompliceret størrelse. Ellis’ forældre nærmer sig en skilsmisse. Forholdet mellem Mud og Juniper er en blakket romance. Ellis kaster sin kærlighed på den ældre May Pearl, men hun ser kun en knægt i ham.
Nichols beskriver gribende Ellis’ sult efter en verden, hvor kærligheden findes og giver mening.
Er kvinder da virkelig slanger? Dygtigt lufter Nichols klicheen, før han slipper den igen.
I den ene velskabte scene efter den anden udfoldes filmens modne kærlighedstema i en historie om to drenge, der lander i et drama så giftigt og drabeligt som ’Romeo & Julie’ À la white trash.
Et palmebud
De to drenge Tye Sheridan og Jacob Lofland er strålende.
Matthew McConnaughey er med i sin anden konkurrencefilm og leverer en stor præstation, mens Sam Shepard, Michael Shannon og Ray McKinnon sørger for kvalitet i birollerne.
Jeff Nichols får bundet lige pæne nok sløjfer på historien til sidst, men bortset fra det har instruktøren, der sidste år brød igennem med ’Take Shelter’, begået en brillant film.
Så efter at have lettet måsen og vendt tilbage til Cannes fra Jeff Nichols’ hjemstat, Arkansas, flytter jeg i det danske anmelderpanel min guldpalme hen på ’Mud’.
Få holdt hele vejen
Før ’Mud’ har Cannes 2012 været en konkurrence med mange gode navne, men med ret få film, der har holdt hele vejen. Nogle har været for endimensionelle og flere regulære skuffelser.
Der kom et par mere de sidste dage. Russiske Sergei Loznitsa fik en flot start i Cannes 2010 med ’My Joy’.
En original spillefilmsdebut fra en erfaren dokumentarist om en lastbilchauffør på afveje i et Rusland befængt med korruption og magtmisbrug.
Men i ’The Fog’ (’V Tumane’) farer Loznitsa vild i kunstfilmens tåger. I 1942 i Hviderusland bliver jernbanearbejderen Sushenia anklaget for sabotage.
Mod sin vilje bliver han løsladt af tyskerne, mens tre andre bliver hængt. Suchenia er uskyldig i såvel sabotage som samarbejde med tyskerne, men bliver en paria, og en dag bliver han hentet af partisaner, der vil likvidere ham.
Mens tingene udvikler sig dramatisk mellem offer og bødler, bliver spørgsmål om skyld, straf og ansvar vendt og drejet på russisk maner, mens offeret Souchenia, bødlen Bourov og medløberen Voitik trasker rundt i skoven, hvor det sværmer med tyskere og hviderussiske kollaboratører.
Hvilket lyder mere spændende, end det er, for Loznitsa ender med at vade rundt i ring i skov og tåge i to timer uden at komme nogen vegne.
Skuffende Sang-soo
Lige så skuffende er den dygtige koreanske genre-instruktør Im Sang-soos ’The Taste of Money’ (Do-Nui Mat).
En slags sædekomedie om de svinsk riges svinske opførsel, som spiller tungt og insisterende på Sang-soos ’The Housemaid’ fra 2010. I sin programerklæring melder Im Sang-soo frisk kulør:
»Jeg afskyer de ’meget asiatiske’ film, som ofte bliver inviteret til europæiske filmfestivaler. Ja, jeg må sige, at jeg også væmmes ved dem, der inviterer dem. Jeg finder også europæiske kunstfilm, som imiterer de samme udtryk fra flere årtier tilbage, meget flade. På baggrund af disse tanker undrer jeg mig fornøjeligt på min egen lille måde over, hvorfor Cannes har inviteret min film«.
REPORTAGE
Filmfest i kontrasternes by: »Cannes er en crazy tilstand«En undren, den kække koreaner ikke er alene om, da jeg har set filmen.
Filmen er lækkert lavet og humoren kontant, men set med outsiderens øjne er det rablende familiedramas koreanske samfundskritik støbt i beton.
Få film til hjertet
Indtil det sidste var årets selektion usædvanligt fattig på film med emotionel gennemslagskraft.
På dette tidspunkt plejer jeg at være mørbanket af voldsomme oplevelser, men indtil ’Mud’ er det faktisk kun ’Jagten’ og Michael Hanekes helstøbte alderdomsdrama ’Amour’, der har formået at gribe om hjertet uden at miste hovedet.
Så de tre må være mine favoritter sammen med Andrew Dominiks usædvanlige krimidrama ’Killing Them Softly’ med Brad Pitt og James Gandolfini som to lejemordere.
Mange hernede ser rumænske Cristian Munguis ’Beyond The Hills’ som en favorit, men i mine øjne kan klosterdramaets fornemme iscenesættelse ikke opveje den alt for lange histories tomgang.
Matteo Garrones ’Reality’ vandt mit hjerte i Napoli, men filmen om det italienske Big Brother-tv-show mangler en ekstra dimension.
Modsat Jacques Audiards ’Rust And Bone’, der nærmest rummede for mange i en lovlig konstrueret film med kraftfuldt skuespil og bragende flotte billeder.
Det vilde valg
Vil Nanni Morettis jury markere sig med et vildt valg, står valget nok mellem Leo Carax’ absurde comeback ’Holy Motors’, Carlos Reygadas kryptiske familiefilm ’Post Tenebras Lux’ og Ulrich Seidls formidabelt tåkrummende film om østrigske kvinder på sexturisme i Afrika.
GRANDDIREKTØREN Syrede Carax skal med hjem
Jeg tror på en pris til ’Jagten’ i aften. Måske til Mads Mikkelsen?
Men Guldpalmen, tror jeg, ender hos Haneke eller Nichols.
fortsæt med at læse
