Seksualdriften som vedvarende energikilde i de flestes liv, hos mange af os måske den vigtigste næst efter overlevelsesdriften og ofte den mest uregerlige, er mildest talt ikke noget underbelyst tema i nogen kunstart, ej heller på film. Altså den konventionelle drift, der følger flertallets.
Anderledes med de mere eller mindre tabubelagte kønsorienteringer, hvis driftspres vel ofte bliver desto mere påtrængende, netop fordi det opleves som forbudt. De seneste årtiers større åbenhed om dem også på film har skabt bevægende værker, lige fra danske Pernille Fischer Christensens fine kammer- eller snarere toetagersspil ’En soap’ til et westernpanorama som ’Brokeback Mountain’.
Men når tidligere tavshed og tabu gøres til hovedtema, kan den trodsige selvfremstilling i andre tilfælde – i mine øjne f.eks. den ellers festlige ’Ørkendronningen Priscilla’ eller den mere tænderskærende ’Hedwig and the Angry Inch’ – skygge for det indre drama med noget mere skingert udvendigt og demonstrativt: Se, hvad vi tør!
Film om homoseksuel matematiker vinder vigtig festivalprisMen det gælder ikke denne intense, stedvis næsten smertefuldt smukke fortælling om en summer of love, hvor den unge lagerarbejder Sebastian, der i fritiden helst slår sit lange hår ud og trækker i kjolen og de højhælede, for alvor beslutter at slippe sin indre kvinde fri og blive Ellie på fuld tid.
Her er det de uforløste følelser, de uudtalte ord og den indre spænding, der skaber dramaet. Eller som den svenske instruktør Ester Martin Bergsmark (bemærk begge fornavne!) siger det: Historien skal »drives frem af kemi« mellem personerne, »ikke af et plot«. Bergsmark har skrevet manus i samarbejde med Eli Levén, der også lever som transperson, og sammen udsendte de i 2012 hybridfilmen ’She Male Snails’/’Pojktanten’.
»Du er så smuk, at jeg er ved at kaste op«
Åbningsbilledets banalt smukke rose afløses hurtigt af stilkenes torne, og med den unægtelig slidte metafor er vi håndfast sporet i den rigtige retning: ’Nånting måste gå sönder’, som originaltitlen lyder, for at hans/hendes selvbillede og kønsidentitet kan heles. Og der går både ting og forhold itu.
Underfundig semi-thriller demonstrerer kinetisk fortælleenergiMen også fordomme, ikke mindst dem, man kan have om sig selv. Smukke Sebastian møder nemlig seje Andreas, der med læderjakke og sølvhalskæde stædigt fastholder, at han ikke er bøsse, men alligevel tiltrækkes uimodståeligt af den på én gang bly og frække androgyne fyr i pigetøjet.
Nærbillederne fra Sebastians bolig og hans (tøsede?) skrin med hårspænde, en sløjfe og andre helt private små amuletter står i skærende kontrast til Andreas’ drengeværelse med sengetøj, øldåser, sokker og brugte underhylere i ét rod. Men i sengen er både forskelle og ligheder en fryd. I hvert fald for Sebastian.
I en hurtig suite af scener, der ikke står tilbage for filmhistoriens største kærlighedsstorme, fejrer de rusen over at mødes og ville det samme, både med sex og med overmodige udflugter, hvor de bl.a. ruller en moden mand, der ellers havde sat næsen op efter noget ganske andet med de to unge mennesker.
Journalister til 'En, to, tresomt'-bagmand: Hvem af os kan du bedst lide?Altså ideel ung lykke? Nej, for Andreas kan ikke have det: »Du er så smuk, at jeg er ved at kaste op«, siger han i sin pine over den modstræbende forelskelse, der nedbryder hans hetero-selvbillede.
Er den gensidige tiltrækning nu uimodståelig nok til at besejre Andreas’ frygt for vennekredsens reaktioner, eller må den transseksuelle Sebastian vælge ensomheden for at kunne være sig selv i fuld figur? Dé åbne spørgsmål kredser resten af filmen så om og når en slags slutning uden dog at besvare dem endegyldigt.
Modigt skuespil
’Something Must Break’ er langtfra kunstnerisk fejlfri. Ligesom rosen med tornene er en damptromle og en nedrivningsmaskine nu engang ikke just subtile symboler, lige så lidt som den kat, der går sine egne veje i ophøjet selvtilstrækkelighed, netop som Sebastian står over for sit dilemma.
Får vi den slags metaforer ind med skeer, løber til gengæld nogle af filmens sidehandlinger ud i sandet. Det gælder Sebastians konflikt med en af Andreas’ tvetydigt nærgående kammerater, såvel som spørgsmålet om, hvad der blev af Sebastians i starten meget fortrolige veninde Lea.
Spansk film efterlader et honningsødt sneglespor af lun optimismeAt ’sandheden’ om Sebastians tanker og væsen skal udtrykkes som voice over, altså af hans fortællerstemme uden for billedet, opleves i begyndelsen også både ubehjælpsomt og patetisk: »Jeg kommer ikke herfra ... Jeg forsvinder snart«. Men netop dét ender nu med at blive et velvagt virkemiddel til øget indlevelse.
For det, der først ligner krukket patos, forvandles med kameraets uafladelige nærstudier i Sebastians udtryksfulde ansigt og spinkle drengekrop til en overbevisende ægte blanding af skræmt flugt fra kærligheden og så en trodsig, ungdommelig livsappetit på samme.
Det sidste med genklang i filmens opsigtvækkende lydspor, hvor rumlende gravemaskiner og skramlende forbipasserende T-bane-vogne flår de spæde erkendelser og sarte følelser fra hinanden, før de samles igen i ikke mindst Tami Tamakis ganske fænomenale sang ’I never loved this hard this fast before’!
Saga Becker er så godt som uafbrudt i billedet som Sebastian/Ellie, og det ansigt kan bære det, med sin på samme tid blidt afventende og livsgrådige udstråling. Men også Iggy Malmborg spiller indtrængende og uhyre nuanceret den anden store rolle som Andreas med de lidt grovere og samtidig mere selvusikre ansigtstræk.
Det er først og fremmest de to skuespilleres modige præstationer, vejledt af en instruktør med umiskendeligt selvoplevet indsigt i denne kærligheds omkostninger, der løfter ’Something Must Break’ højt op over filmens egne ubehjælpsomheder og gør den til et nok ungdommeligt, men også erfarent drama om det møde mellem smerte og fryd, som gælder enhver kærlighed, uanset køn.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
