Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Øjenåbner. Jonathan Johansson vil have folk til at slå øjnene op for de spændinger, flygtningestrømmene skaber.

Øjenåbner. Jonathan Johansson vil have folk til at slå øjnene op for de spændinger, flygtningestrømmene skaber.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svensk singer-songwriter laver pop om flygtningeproblematikken

Jonathan Johansson skriver om Europa og alle dem, der ikke er en del af festen.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jonathan Johansson sad en aften småberuset på terrassen foran det lille hus, han havde lejet.

Han var taget til Sicilien for at være sammen med sin kæreste, som kommer derfra, og for at skrive sange til sit nye album. På terrassen tænkte han over alt det, han havde oplevet i Italien.

Hvordan han havde siddet under sin parasol på stranden som privilegeret vesterlænding, mens sorte mennesker zigzaggede mellem strandstolene for at sælge perlekæder og souvenirs. Flygtninge fra Afrika ligesom de hundreder, der få måneder forinden havde mistet livet ud for Lampedusa i det vand, turisterne nu badede i.

»Det var det mærkelige. Folk levede deres liv, tog til stranden, fik ordnet negle og gik på restaurant. Mens der gik fattige mennesker på stranden og solgte ting«.

»Jeg kunne ikke holde op med at skrive om det«, konstaterer han.

»Jeg væmmedes ved det. Væmmedes ved, at folk flygter fra deres hjemlande og bliver udnyttet af kyniske mennesker, fordi de ikke har et fucking valg«.

Jeg væmmedes ved det. Væmmedes ved, at folk flygter fra deres hjem lande og bliver udnyttet af kyniske mennesker, fordi de ikke har et fucking valg

Samtidig var han blevet træt af den måde, han tidligere havde skrevet tekster. Den poetiske og fragmenterede stil. Der skulle ske noget nyt. Så der på terrassen begyndte han at skrive om kontrasten mellem turisternes og flygtningenes liv.

»Det var det, jeg ville skrive om. At vores liv gik videre, vi drak vores drinks. Det sammenstød. At selv om vi stod midt i det, var det der ikke«.

Resultatet blev hans nye album ’Lebensraum’. En titel, der næsten er selvfølgelig, når albummet handler om Europa, mener Jonathan Johansson.

»Se på ordet i sin betydning: livsrum. Hvis livsrum taler vi om?«.

LÆS ANMELDELSEN

Han fortæller om nogle venner, der flyttede fra Sverige, fordi de blev trætte af landet.

»De kunne bare tage deres livsrum, fordi de tilfældigvis er født i Sverige. Vi er europæere, hvad det end betyder. Vi har lovlig ret til at være her, men har vi også moralsk ret? Hvis nogen sejler hertil i en båd, fordi de ikke kan blive der, hvor de kommer fra, hvorfor har jeg så ret til at nægte dem adgang?«.

Dårlig smag i munden

Jonathan Johansson er 34 år. Han er født i Malmø, men flyttede som 19-årig til Stockholm. Det nye album er hans tredje. Derudover har han lavet et projekt med The Knife og skrevet sange til en teateropsætning af Dracula.

Når ikke han arbejder med musik, arbejder han på et herberg for hjemløse i Stockholm. Ikke blot for at have økonomisk sikkerhed, men også for at »skabe balance i forhold til den egobusiness, jeg er i«, som han siger.

Han er klar over, at han mest hænger ud med folk, der ligner ham selv. Et miljø, hvor det er »let at have de politisk korrekte holdninger«.

Han havde fået mere end nok af det politiske klima i Sverige, da han begyndte på det nye album. Den måde, den ene fløj sagde alt det politisk korrekte »uden at gøre en skid ved det«. Og den måde, den anden fløj anført af Sverigedemokraterne talte om indvandrere, flygtninge og svenskhed. Og på Sicilien – Europas yderste bastion – blev han konfronteret med de blodige konsekvenser ved ikke at tage imod flygtningene.

LÆS DEBAT

»Jeg er sådan en person, som kan være til en fest og have det virkelig sjovt. Og samtidig kan jeg gå hen til vinduet og få en cigaret og se på folk og blive frastødt af festen«.

Sådan kom hans nye album til at handle om Europa. Hans opvækst i Malmø, flygtninge, integration og det at kunne eller ikke kunne rejse frit på tværs af grænser. Og den dårlige smag i munden over tilfældigvis at være født i Europa og kigge ud på alle dem, der ikke er en del af festen.

»Og det gik op for mig, at vejen til at skrive om det var at tage udgangspunkt i min egen historie og opvækst«. En tilgang, der ellers ikke var ham.

»Jeg havde altid tænkt, at det ikke var min ting at skrive om. Men samtidig havde jeg enorm lyst til det, og fordi jeg var fuld, tænkte jeg, at jeg kunne skrive om det – bare for sjov. Så jeg skrev det meste af ’Alla helveten på jorden’ på en aften og indspillede den på min telefon«, siger han.

»Da jeg lyttede til den næste dag, lød det stadig godt. Sproget var direkte og sandt. Og handlede om ting, jeg havde oplevet – og samfundet. Da jeg havde skrevet den sang, vidste jeg, at jeg måtte rydde ud i de tekster, jeg havde skrevet indtil da«.

Derfor vidste han også, at hvis han skulle skrive om de her problemstillinger, skulle det være med afsæt i egne oplevelser. På den måde blev Sicilien det ene ben, mens opvæksten i Malmø blev det andet, fordi »historien om Malmø på mange måder personificerer flygtningeproblematikken«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Konflikter og racisme

Jonathan Johansson kommer fra et villakvarter i området Gullvik, Malmø. En kristen overskudsfamilie med en søster, en mor, der var musiklærer, og en far, der var kunstmaler.

Få hundrede meter derfra – adskilt af et jernbanespor – lå Hermodsdal, den absolutte modsætning. Et socialt belastet boligkvarter. Fra 7. klasse blev Jonathan Johanssons klasse flyttet fra lilleskolen i Gullvik til den store skole i Hermodsdal.

»Da vi flyttede derover, blev det åbenlyst, at børnene i min klasse var anderledes. Vi havde så meget mere økonomisk styrke og en masse ting, de andre børn ikke havde«.

Sammenlægningen af klasserne udløste konflikter mellem dem fra Hermodsdal og dem fra Gullvik. Og ud af den frustration voksede racismen.

På ’Dröm en dröm’ synger han om, hvordan en dreng født på bunden af en flygtningebåd jagtede ham gennem gangene og satte ild til hans skoleskab. En dreng, han i dag er venner med.

»Jeg prøver at sætte ord på vores konflikt. Jeg var et privilegeret barn, og han voksede op i et ghettokvarter med en familie traumatiseret af krig«.

Nogle år efter at Jonathan Johansson gik ud af Hermodsdal Skolan, blev den lukket på grund af massive problemer med vold.

»Da jeg hørte det, vidste jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt var nødt til at fortælle den historie«.

Hvilken historie?

»Historien om det gamle Sverige, der møder det nye Sverige. Globalisering og de spændinger, som vil opstå, når man åbner grænserne i et land for flygtninge. Men også en historie om en dreng i det her kvarter i Malmø, der nogle gange var racist, andre gange bare vred«.

Du siger, at alle er racister. Hvad mener du med det?

Vi er så vant til at læse om en masse katastrofer i medierne, at vi følelsesmæssigt lukker ned for det. Jeg forsøger at finde en sprække i det - til faktisk at få folk til at vågne op igen

»Som mennesker er vi altid bange for ’de andre’. I tusindvis af år har vi været nødt til at holde sammen i grupper for at overleve. Og når vi møder ’de andre’, er vi oppe på tæerne, fordi de potentielt kan slå os ihjel. Den skepsis ligger dybt i os alle. Det hører med til vores natur at kategorisere«.

»Det er også en indre kamp i mig. Som ung var det en daglig kamp ikke at kategorisere flygtningene over én kam. Og komme med generelle antagelser. Den måde at tænke på dealer jeg stadig med hver dag«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alligevel har det taget ham næsten 15 år at skrive om oplevelserne i Malmø, fordi »det er et minefelt, hvor man nemt kan blive fejlfortolket og give brændstof til de forkerte bevægelser. Fordi det handler om konflikter mellem svenskere og flygtninge. At man overhovedet siger, at de konflikter findes, gør mange nervøse«, siger han.

Hvorfor lave så blødt og vellydende et popalbum til så brutale temaer?

»Det er den trojanske hest-strategi. Man pakker budskabet ind i den her behagelige indpakning, men når man åbner det, indeholder det også noget andet. Jeg ønsker, at folk skal tage det ind. Fordi vi er så vant til at læse om en masse katastrofer i medierne, at vi følelsesmæssigt lukker ned for det. Jeg forsøger at finde en sprække i det – til faktisk at få folk til at vågne op igen«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden