Udvisning. Uden vished for deres fremtid skal flygtningebørn lære dansk sprog og kultur. Tegning: Mette Dreyer

Udvisning. Uden vished for deres fremtid skal flygtningebørn lære dansk sprog og kultur. Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I næste uge sender vi endnu en familieløs ung ud af landet

Uledsagede flygtningebørn integreres for så at sendes tilbage.

Debatindlæg

»Nej, Rasmus. Jeg kan ikke. Jeg har det ikke godt i dag«.

Sådan har det lydt utallige gange, når jeg forsøgte at få Abolfazl i gang med matematikken på den dagbehandlingsskole, hvor jeg arbejder. Nogle dage kom Abolfazl i skole og havde ikke sovet hele natten pga. mareridt og stress.

Der var dage, hvor han lå på gulvet for at finde ro i sig selv, og hvor det, han behøvede, ikke var en lærer, men en voksen, der kunne give ham den omsorg, han savnede fra en mor eller far.

Samme dag får Abolfazl og skolen besked på, at han hjemsendes til Afghanistan per 8. maj. Det er nu rykket til den 13. maj.

I december 2014 beskrev forfatteren Kristina Stoltz i en Kronik de uledsagede flygtningebørns situation i Danmark, og blandt dem, hun havde talt med på flygtningecentret i Hellebæk, var Abolfazl og hans storebroder Vahid, som kom til Danmark uden deres forældre i en alder af 12 og 16 år. Siden er brødrene flyttet til asylcentret Kongelunden på Amager, og for godt ét år siden begyndte Abolfazl i min klasse, da han havde for store psykiske vanskeligheder til at kunne rummes i andet skoletilbud.

Som nævnt i Kristina Stoltz’ kronik var Abolfazl og Vahids sag under behandling i Udlændingestyrelsen efter en bremset hjemsendelse, og nu er der truffet afgørelse i sagen. Den 24. april kom Abolfazl, hans klasse og jeg tilbage fra en lejrskole, hvor vi havde trænet de kommende eksamenssituationer. Samme dag får Abolfazl og skolen besked på, at han hjemsendes til Afghanistan per 8. maj. Det er nu rykket til den 13. maj.

Abolfazl er en godt begavet og reflekterende dreng, der har ønsker og drømme for sit liv. I prøveeksamenerne har han klaret det godt, og med den rette hjælp vil han kunne klare en gymnasial uddannelse uden problemer. Abolfazl vil være tandlæge og havde planer om at starte på en efterskole næste år for at forbedre sit faglige niveau og være sammen med jævnaldrende danske unge.

På skolen har vi brugt Abolfazl som rollemodel for de andre børn og unge. Hans taknemmelighed, opmærksomhed på andre og evne til at indgå i samtaler med alle har været en social pol, de andre børn har kunnet spejle sig i og lære af.

Det er sjældent, man som lærer oplever en dreng, der kommer hen efter endt time og siger tak med sin hånd på hjertet, fordi han føler, at nogen har taget sig af ham og givet noget til ham. Det kan ikke bare elever og lærere på vores skole, men alle lære noget af.

Men om få dage står jeg så i klasseværelset på Islands Brygge og underviser igen, mens Abolfazl forsøger at overleve i Kabuls gader

Gang på gang har jeg talt med Abolfazl om det vigtige i at få en uddannelse og nødet ham til at modtage og deltage i undervisningen på trods af hans træthed og nedtrykthed. Det har været en udfordring at forsøge at forstå Abolfazls situation, når han fortalte om den manglende livslyst, han føler, fordi usikkerheden om fremtiden og sorgen over det, han har mistet, fylder alt.

Alligevel har jeg presset og presset ham for at bruge sit liv nu og tro på, at tingene løser sig. Han er blevet vred og er gået, når presset er blevet for stort, men er altid kommet igen og startet på en frisk.

Men om få dage står jeg så i klasseværelset på Islands Brygge og underviser igen, mens Abolfazl forsøger at overleve i Kabuls gader. Gad vide, om han kan bruge sine reduktioner og ligninger der?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vores skole er fyldt med børn og unge med den ene svære livshistorie efter den anden. Men alle eleverne lyttede opmærksomt, den dag Abolfazl fortalte sin historie. Som lille dreng flygtede han med sin mor, far, storebror og mindre søskende mod Iran. Undervejs mister familien kontakten med faren, og resten af familien ender i en flygtningelejr i Iran.

Her bor de i tre år. Tre år hvor han som ildeset afghansk flygtning må slås på vej til skole og føle sig jaget af lokalbefolkningen. På et tidspunkt bliver der råd til, at Abolfazl og storebroren kan komme videre mod Europa, og efter en lang flugt ender de i Danmark. Her flyttes de rundt på diverse asylcentre, og det ender med, at myndighederne skiller Abolfazl og hans storebroder ad, da de for det første mener, at storebror har en dårlig indflydelse på Abolfazl, og for det andet betvivler det familiære bånds ægthed.

men Abolfazl har tålmodigt forklaret dem, at han ikke orker at flygte mere; usikkerheden er det værste.

Efter et år, hvor Abolfazl har været skilt fra den eneste han har tilbage, bekræfter en dna-test deres familiære relation, og de samles igen på et asylcenter. Abolfazl beskriver denne tid som det værste. Han vil hellere dø end at undvære sin bror. Undervejs i alt dette mister brødrene kontakten til moren og de mindre søskende, da telefonnummeret, de ellers har kontaktet hende på, er dødt. Nu sidder de så i Kongelundslejren og venter i uvished om såvel deres fremtid som nyt fra deres familie.

Der var for en gangs skyld helt stille i klassen, da Abolfazl fortalte, og det første, de ellers hårde rødder og gadedrenge sagde, var: »Har du så ingen mor eller far?«

Det var en fortælling, der satte noget i gang hos os alle. At være strandet alene et fremmed sted. Vi fik mange snakke om familier, det at være på flugt, taknemmeligheden over et statsborgerskab og det at være sikker på i morgen.

Nu skal Abolfazl så med stor sandsynlighed ’hjem’ igen, og det har været overraskende for os lærere at se elevernes reaktion. De har været harme, og en har sågar skrevet et læserbrev til Ekstra Bladets Nationen. Flere har tilbudt Abolfazl, at de kan hjælpe ham, hvis han stikker af og skal gemme sig, men Abolfazl har tålmodigt forklaret dem, at han ikke orker at flygte mere; usikkerheden er det værste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg vil med dette indlæg forsøge at vise den side af flygtningedebatten, som vi ellers ikke ser beskrevet så ofte. De personlige omkostninger, der er undervejs i det maskineri, som uledsagede flygtningebørn mases igennem.

Det vanvittige i at have familieløse børn boende i Danmark i årevis uden vished for deres fremtid, alt imens vi lærer dem dansk og forsøger at lappe sårene, for så til slut at sende dem tilbage yderligere nedbrudte. Det uanstændige i den behandling, som vi udsætter dem for, og det uanstændige i, at vi ikke mener, vi økonomisk kan rumme selv de svageste individer.

Og så vil jeg til slut sige tak til Abolfazl for at lære mig noget om at være taknemmelig for nuet og ikke mindst taknemmelig for den tryghed og sikkerhed, vi herhjemme kan give vores egne børn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden