»Nej, Rasmus. Jeg kan ikke. Jeg har det ikke godt i dag«.
Sådan har det lydt utallige gange, når jeg forsøgte at få Abolfazl i gang med matematikken på den dagbehandlingsskole, hvor jeg arbejder. Nogle dage kom Abolfazl i skole og havde ikke sovet hele natten pga. mareridt og stress.
Der var dage, hvor han lå på gulvet for at finde ro i sig selv, og hvor det, han behøvede, ikke var en lærer, men en voksen, der kunne give ham den omsorg, han savnede fra en mor eller far.
Samme dag får Abolfazl og skolen besked på, at han hjemsendes til Afghanistan per 8. maj. Det er nu rykket til den 13. maj.
I december 2014 beskrev forfatteren Kristina Stoltz i en Kronik de uledsagede flygtningebørns situation i Danmark, og blandt dem, hun havde talt med på flygtningecentret i Hellebæk, var Abolfazl og hans storebroder Vahid, som kom til Danmark uden deres forældre i en alder af 12 og 16 år. Siden er brødrene flyttet til asylcentret Kongelunden på Amager, og for godt ét år siden begyndte Abolfazl i min klasse, da han havde for store psykiske vanskeligheder til at kunne rummes i andet skoletilbud.
Som nævnt i Kristina Stoltz’ kronik var Abolfazl og Vahids sag under behandling i Udlændingestyrelsen efter en bremset hjemsendelse, og nu er der truffet afgørelse i sagen. Den 24. april kom Abolfazl, hans klasse og jeg tilbage fra en lejrskole, hvor vi havde trænet de kommende eksamenssituationer. Samme dag får Abolfazl og skolen besked på, at han hjemsendes til Afghanistan per 8. maj. Det er nu rykket til den 13. maj.
Abolfazl er en godt begavet og reflekterende dreng, der har ønsker og drømme for sit liv. I prøveeksamenerne har han klaret det godt, og med den rette hjælp vil han kunne klare en gymnasial uddannelse uden problemer. Abolfazl vil være tandlæge og havde planer om at starte på en efterskole næste år for at forbedre sit faglige niveau og være sammen med jævnaldrende danske unge.
På skolen har vi brugt Abolfazl som rollemodel for de andre børn og unge. Hans taknemmelighed, opmærksomhed på andre og evne til at indgå i samtaler med alle har været en social pol, de andre børn har kunnet spejle sig i og lære af.
Det er sjældent, man som lærer oplever en dreng, der kommer hen efter endt time og siger tak med sin hånd på hjertet, fordi han føler, at nogen har taget sig af ham og givet noget til ham. Det kan ikke bare elever og lærere på vores skole, men alle lære noget af.
Men om få dage står jeg så i klasseværelset på Islands Brygge og underviser igen, mens Abolfazl forsøger at overleve i Kabuls gader
Gang på gang har jeg talt med Abolfazl om det vigtige i at få en uddannelse og nødet ham til at modtage og deltage i undervisningen på trods af hans træthed og nedtrykthed. Det har været en udfordring at forsøge at forstå Abolfazls situation, når han fortalte om den manglende livslyst, han føler, fordi usikkerheden om fremtiden og sorgen over det, han har mistet, fylder alt.
Alligevel har jeg presset og presset ham for at bruge sit liv nu og tro på, at tingene løser sig. Han er blevet vred og er gået, når presset er blevet for stort, men er altid kommet igen og startet på en frisk.
Men om få dage står jeg så i klasseværelset på Islands Brygge og underviser igen, mens Abolfazl forsøger at overleve i Kabuls gader. Gad vide, om han kan bruge sine reduktioner og ligninger der?
Skriv kommentar