Det er ikke mange smil, man får fra Bill Callahan. Den 47-årige østkyst-amerikaner fra Maryland er en mut mand på en scene.
Lidt stiv i ryggen står han med sit sært drengede ansigt og det sølvgrå hår og ligner en forsigtig skolelærerversion af Andy Warhol. Hvis optimisme er mangel på information, har Callahan set det hele. Mere end en gang før.
Men søndag aften trak det pludselig i mundvigen. Under 'Ride My Arrow' slap den fabelagtige guitarist Matt Kinseys endnu en af sine søgende og ekspressive guitarsoli løs, og pludselig så man smilet som et flygtigt træk henover det furede ansigt. Der manglede bare!
LÆS ANMELDELSE Knastør spartansk kunstner lyder sublimt live
Foldede sig ud
For siddende på stole omkring den ranke Callahan sørgede bassisten Jaime Zuverza, percussionisten Adam Jones og så den altså uforlignelige Kinsey for at forløse stort set alle sangene fra Callahans seneste album, 'Dream River', så albummet foldede sig ud som et af de helt store i Callahans mere end 25 år lange karriere.
Det er alligevel noget for en sangersangskriver, der har været en afgørende pioner inden for lo-fi og sat varige musikalske mærker på både 90'erne og 00erne under dæknavnet Smog. Bill Callahan kan dog godt tillade sig at smile for tiden. Sidste han var i København spillede han to udsolgte Lille Vega-koncert på samme aften.
Søndag aften var der endnu flere medlemmer af melankoli-menigheden i Vegas store sal. Og han ligner i den grad en sangskriver, der befinder sig i et sent zenit af et imponerende værk af majestætisk tungsind.
Ikke en showmand
Smil ligger bare ikke til Callahan. Han er ingen showmand på en scene. Han pipper kun et par enkelte bemærkninger og overlader ordene og dramatikken til sine fortællinger om forrevne amerikanske sjæle.
Det meste af de knap to timers koncert stod Callahan med et lakonisk udtryk, der macther hans dybe baryton. Det er lige før, at Callahan ikke synger. Han reciterer sine sange i dybe toner et sted i mellem Gil Scott-Heron og Lee Hazlewood,og får enkelte trækninger i ansigtet og grimasser med sammenknebne øjne. Som om skønheden svier at synge om på 'Winter Road':
»I have learned/ when things are beautiful/ to just keep on«.
Søndag aften fortsatte Callahan og kumpaner ufortrødent, selv om skønheden sænkede sig over dem. I en mere sprællende, overrumplende og rytmiske levende variant.
Ged og guitar er højdepunkter i Bill Callahan-filmPludselige vægge af støj
Efter at have grundforsket i nedbarberet minimalisme gennem tre årtier, skulle man tro, at Bill Callahan efterhånden måtte stå lige så stille i musikken som i sit ansigt. Men han er med 'Dream River' nået til et punkt, hvor det intense fokus på de enkelte detaljer, der bliver skruet voldsomt op i det samlede lydbillede, nu suppleres af næsten jazzede improvisationer og pludselige vægge af støj.
Med lette håndled og mere whiskers end muskelkraft tilsatte Adam Jones de repterende rundgange fra Callahans gutiar både synkoperede rytmer og bossa-mønstre, mens den tilbagelænede Jaime Zuverza lod bassen holde sammen på det hele, når de lange versioner var ved at gå i opløsning. Det sidste sørgede Matt Kinsey for.
Til tider med ryggen til publikum, andre gang krumbøjet over sin effektpedaler og guitar, tegnede Kinsey støjende arabesker, bølger af feedback og spinkle melodier ind i konstant vekslende sange. Hans narrative guitarspil gav Callahans ellers så dominerende stemme tiltrængt modspil - og gjorde Callahan bedre. Måske var det derfor, han smilede.
Ellers også lod Callahan bare sin humor komme til. For den er i hans sange. Vi fik den i form af sarkasme på det gamle Smog-nummer:
»Dress sexy at my funeral my good wife/ For the first time in your life«. Og i det lille kokette gadedrengehop ind på en bar med »barroom, barroom« på 'Seagull'. Det er essensen af minimalisme udført: detaljerne vibrerer af langt mere betydning end man umiddelbart skulle tro.
fortsæt med at læse
