Man bliver nødt til at indse, at man ikke kan få det hele, når man laver andesteg til jul. Man kan ikke både få perfekt rosastegte bryster og perfekt sprøde lår, hvis man laver anden på gammeldags facon. Når lårene er færdige, vil brysterne være godt gennemstegt. Til gengæld kan du få vidunderlig snasket fyld og en kraftfuld fond.
Man kan komme den perfekte stegning nærmere, hvis man bruger den såkaldte butterfly-metode, hvor man spreder anden ud på en bagerist og varmen derfor fordeler sig mere jævnt på bryst og lår, men det kan gå ud over fyldet, der så ikke er helt omsluttet af and og derfor ikke suger helt så meget smag og fedt til sig. Det vil nogle dog se som en fordel.

