Rødbeder, der bliver til juice, er et af de produkter, der kan være med til at vende afvikling til udvikling i Odsherred.
Foto: Peter Hove Olesen

Rødbeder, der bliver til juice, er et af de produkter, der kan være med til at vende afvikling til udvikling i Odsherred.

Mad

Rødbedejuice og gulerødder skal redde udkantskommunen Odsherred

Et stort sats på lokale fødevarer og en ny kokkeuddannelse skal vende skuden, og skabe vækst og fremgang i Odsherred.

Mad

Mogens Bentsen kunne have været en af de mange svinebønder herhjemme, der lige nu er ved at drukne med en gæld på 50 millioner, fanget i en dødsspiral af faldende priser. Men en eller anden guddom holdt hånden over ham.

»Jeg var så heldig at få en allergi over for svinestøv, så jeg var nødt til at skille mig af med dem. Det er jeg godt nok glad for i dag«, griner Bentsen, en spinkel mand med kort skæg og stålbriller, da vi går igennem hans gamle svinestald.

Det rumler skarpt fra den store saftpresse i et af rummene, et hjemmebygget, men professionelt udseende anlæg til at lave juice af ton efter ton af rødbeder. Det er rødbeder, der er for store til at gå i poserne til supermarkederne og som før endte som foder til kreaturer. Saften fra rødbeder blandes med saft fra ingefær, Bentsens æbler og citron.

»Det markedsfører vi så under navnet Lammefjordens E.P.O.«, siger han. Det startede som lidt af en intern vittighed, men kunderne er vilde med navnet, der er inspireret af, at rødbeder ifølge studier forbedrer idrætsfolks optag af ilt. Men den slags anprisninger på fødevarer er ikke lovlige, så officielt står E.P.O. for ’EgnsProduktion Odsherred’.

Foto: Peter Hove Olesen

Bentsens og hans kone Jettes firma, Sidinge Gårdbutik, er et af de små, nye mønsterfirmaer i Odsherred, en kommune i det nordvestlige Sjælland på den ’forkerte’ side af Isefjorden. Odsherred er en af de udkantskommuner, hvor det gør rigtig ondt, hver gang en virksomhed på 25 mand flytter væk, hvor mange aldrig får en uddannelse udover folkeskolens ti klasser, og hvor økonomien så sent som i 2012 var så dårlig, at kommunen var sat under statslig administration.

Nu satser Odsherred på, at maden sammen med turismen skal hive kommunen op igen. Og så er det gode nyheder, at Sidinge Gårdbutik nu spytter varer ud fra gårdens efterhånden ret omfattende produktionsapparat – op mod 70.000 glas årligt af Mogens Bentsens ’nøddedressing’, 30.000 glas af Jettes ’æblesmør’ med chili, kanel og vanilje, og nu også tusindvis af liter rødbedejuice med ingefær.

Mogens og Jette har nu to-tre medarbejdere gående i et område, hvor det ellers ofte kun er de store svinebønder, der har råd til at flotte sig med ansatte. Der kommer anslået 40.000 mennesker til butikken, det lokale sommerland arrangerer udflugter til Sidinge, og alene gårdbutikken sælger for 3 millioner kroner om året. Dertil kommer de 200 andre delikatessebutikker, der fører Sidinge Gårdbutiks produkter, samt det lille, spæde salg til Tyskland, der skal blive til langt mere.

»Mogens er et godt eksempel på noget af det, der skal trække Odsherred op«, siger udviklingskonsulent Jesper Zeihlund, da vi står og smager ’shots’ fra EPO-flasken.

»Det, Mogens gør, minder jo om det gamle fødevareerhverv, før specialiseringen og de store virksomheder. Som en klog mand sagde ’ al udvikling er cirkulær’, og nu er vi i bund og grund tilbage igen. Nu handler det om forædling«, siger han.

Jesper Zeihlund arbejder i Nordisk Center for Lokale Fødevarer, et lokalt kraftcenter skabt af Odsherred kommune i samarbejde med Holbæk og Kalundborg. Det er et praktisk videncenter, der skal hjælpe småproducenter og landmænd med at udvikle deres varer og dermed skabe nogle arbejdspladser i Odsherred. Med tyk streng under ’praktisk’ – lederen af centeret, Berit Nørgaard Olesen, var dyrlæge, og Zeihlund var kok, før de begyndte at arbejde med oplevelsesøkonomi og lokale fødevarer. Men de har også et kæmpe netværk til forskningsverdenen.

Ideen om at få lokale fødevarer til at løfte de trængte lokalsamfund er nemlig oppe i tiden. Alle vil gerne være det næste Bornholm, solskinsøen der har satset kraftig på madoplevelser, og i den grad har ændret sit image fra turistfriture-land til gastrodestination.

»Politikerne i hele landet går rundt og taler om vigtigheden af lokale fødevarer, og at det giver vækst og beskæftigelse, og at de er en del af Fødevaredanmark – alt det, de har lært, de skal sige. Så afsætter de 150.000 kroner til at hyre en konsulent på deltid. Det batter jo overhovedet ikke«, siger Zeihlund, da vi kører mod det næste punkt, en økologisk svinefarm.

Endelig kom der en uddannelse

Nordisk Center for Lokale Fødevarer har langt større ambitioner for Odsherred, og skal skal være en meget konkret praktisk gris og samarbejdspartner med fingrene helt ned i forretningsplanerne. F.eks. at hjælpe konkrete småproducenter og landmænd med at finde afsætning eller udvikle konkrete produkter; ved at formidle forskningsresultater fra universiteterne helt ned til en konkret bonde, eller hjælpe med at få banket nogle permanente, rigtige madmarkeder op til alle sommerhusgæsterne, ikke bare de sædvanlige hyggeturistmarkeder med hybenmarmelader og fåreskind.

Nordisk Center for lokale Fødevarer var primus motor bag årets helt store scoop i Odsherred: Nemlig at Hotel- og Restaurantskolen i København nu starter en 10. klasse med fokus på fødevarer, og et grundforløb til kokkeuddannelsen. Dertil kommer en grundforløb til gartneruddannelsen. Begge kommer til at ligge i det gamle rådhus i Fårevejle på kanten af den inddæmmede flade Lammefjord . Det er den første ungdomsuddannelse i Odsherred og en væsentlig brik, der falder på plads, siger centerleder Berit Nørgaard Olesen.

Vi kan ikke stå på træstubben, og spejde efter den virksomhed med 500 arbejdspladser, der skal redde kommunens beskæftigelse og økonomi.

»Odsherred er et af de steder, hvor der er rigtig mange, der bare ikke kommer videre. Efter folkeskolen sker der ikke rigtig noget. Nu kan de unge ikke bare få en uddannelsesmulighed, men oven i købet inden for et af de få erhverv, hvor der er en sandsynlighed for, at nogen af dem kan komme tilbage og finde arbejde i området. Det her er med til at skabe en værdikæde«, siger hun.

Lokale varer er bluff

Da vi ankommer til Jesper Adlers gård, trisser enkelte grise rundt på marken, men det er råkoldt og de fleste ligger inde i deres hytter og gasser den.

Adler er en andengenerations svinebonde, der er blevet Sjællands største producent af økologiske svin. Det går godt for ham, men det er svært at kalde det lokale fødevarer, når hele produktionen går til Danish Crown, og ender som anonyme svinekoteletter uden afsender. Og det kan godt ærgre Adler, for der er masser af interesse om hans gård, der har mange tusinde besøgende hver dag – et engagement, der gav ham Odsherreds fødevarepris i 2015.

Adler er skeptisk over for alle de mange forhåbninger om lokale fødevarer. For i virkeligheden er der meget bluff i det: Supermarkederne brander sig på at være lokale, mens indkøberne sidder i baglokalerne og køber varer i Polen og Spanien. Hvis det skal lade sig gøre at få lokale varer til at batte, skal bønderne i Odsherred skabe et eller andet form for bånd til bevidste, købevillige kunder i byerne – en loyalitet. Ellers går det kun en vej, og det er ned.

»Vi mærker jo nogle meget stærke grossistled, der siger, at ’det er sgu nogle dejlige kartofler, du leverer til dig, men i år betaler vi dig først efter 80 dage’. Ellers finder vi nogle andre. Du kan intet gøre, du er blevet proletariatet, der bare skal rette ind«, siger han.

»Derfor skal vi finde ud af en måde at forenes, forbrugere og bondemand imellem, og forlange de varer af supermarkedet. Vi skal have folk til at købe nogle deklarerede lokale varer, der er lavet ordentligt og redeligt, i stedet for de billigste varer fra udlandet«, siger han.

Ikke bare ’værtindegave-vrøvl’

I den tankegang bliver lokale fødevarer en måde at støtte sine landsmænd på. Men er det egentlig nok? Skal der ikke være en særlig kvalitet i fødevarerne?

»Der er man nødt til at være meget skarp«, siger Jesper Zeihlund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: Peter Hove Olesen

»En lokal fødevare er en vare, hvor man kan argumentere for lokaliteten. Det behøver ikke være noget med den særlige jordbund, det kan også være nogle menneskelige kompetencer. Chokolademageren Mikkel Friis-Holm (international guldvinder, red.) nede ved Lejre er et eksempel. Der gror jo ikke en eneste skide kakaobønne i Lejre, men alligevel laver Mikkel en god chokolade dernede«, siger han.

Eksemplerne på ægte, lokale, stedsbundne varer i Odsherred er f.eks. de store producenter af rodfrugter i de inddæmmede marker på Lammefjorden, dyrket på gammel havbund. Det er sådan noget som Ørnberg Vin på Sjællands Odde, hvor placeringen ned mod Sejerøbugten er perfekt til vinproduktion. Der er Lammefjordens Destilleri, et kommende bryggeri, der skal lave vodka på lammefjordskartofler.

»Men mange gange er det ikke godt nok bare at kalde noget lokalt. Min Superbrugsen i Roskilde har store bannere med ’dit lokale fødevaremekka’. Så har de sådan en hyggelig sort reol, de har fået en eller anden inde fra designskolen til at lave, så det ligner noget fra en gårdbutik. På den står der noget mislykket krystalliseret honning og noget solbærmarmelade til 85 kroner, der er lavet af Karen og Maren på en eller anden lille bondegård. Og så er der lokal æblemost fra Hesselager ... det er på Fyn!Der er jo ikke noget i det! Den stakkels brugsmand farer jo rundt i blinde, han er jo blevet sneblind, manden!«, siger Zeihlund og fortsætter:

»For inde i grøntsagsafdelingen i selv samme supermarked er der gulerødder fra Lammefjorden, rodfrugter fra Søris nord fra Roskilde og krydderurter fra Køge, men der står ikke et ord om, at det er lokale råvarer. Det, Superbrugsen har mærket som lokalt, er sådan noget værtinde-gave-vrøvl. Hvad med maden til om tirsdagen? Hvad med kål og grisekød? Det er det, der skal rykke.

Gulerødder trækker læsset

Fårevejle Stationsby ligger på, hvad der tidligere var en ø i Lammefjorden, før den blev inddæmmet, og her ligger Gulerodsgruppen, centrum for produktionen af lammefjordsgulerødder. Det er et fælles selskab for 15 af fjordens største avlere, og her hvor størstedelen af Lammefjordens cirka en milliard gulerødder om året bliver sorteret og pakket, før de ryger til supermarkederne.

»Vores gulerødder er bedre end konkurrenternes. De er ikke altid visuelt så pæne, men de er sødere og har mere smag, og det skyldes den særlige jordbund vi har herude«, siger direktør Peter Thane, der har fået en medarbejder til at hente en pose jyske gulerødder, så vi kan sammenligne. »De her smager jo af vand!«, siger han og vrænger af de stakkels gulerødder.

Peter Thane og avlerne får 1 krone mere for en et-kilos bakke end konkurrenterne, og det kan de, fordi gulerødderne er lavet på gammel havbund. Som Thane siger: »Hvis du fjernede dæmningen ude ved Audebo, ville vi sidde i halvanden meter vand her. Og det er jo en historie i sig selv«. Faktisk er de forhold så unikke, at lammefjordsgulerødder nu er BGB-certificerede af EU - altså har en beskyttet egnsoprindelse på samme måde som champagne, parmaskinke og skotsk whisky.

Lammefjordens gulerødder er den største produktion af lokale varer i Danmark, banket op af et ret unikt samarbejde mellem de lokale landmænd. Men den er så stor, at den måske er faretruende tæt på at være en standardvare. Så der skal nye tiltag til: F.eks. virksomheden Lammefjords Grønt få minutter fra Gulerodsgruppen, et skrælleri der laver salat og udskårne rodfrugter til detailhandlen, og nu har 50 mand ansat. Det kunne også være nye sorter og produkter, men der er grænser for, hvor meget man skal gå efter det unikke og nicheprægede. Det her er storindustri.

»Vi har mange diskussioner med universitetsfolk, der siger, at I har et unikt produkt og det skal I bare sælge bedre, ligesom Bornholm og hvad ved jeg. Jo, men jeg har altså 11.000 ton gulerødder, jeg skal have igennem det her anlæg«, siger han.

Foto: Peter Hove Olesen

De store lukker og slukker

Ude ved vandet ved Sejerøbugten ligger Dragsholm Slot, Odsherreds fineste gastronomiske destination – og en af de eneste. Alt her på slottet er dogmatisk lokalt, med olivenolien og saltet og smørret som eneste undtagelser.

De grøntsager, der ikke dyrkes på markerne foran slottet, kommer fra Søren Wiuff, rockstjerne-bonden på Lammefjorden, der leverer til Noma. Vi sidder bænket for at spise lokale pølser med kartoffelsalat sammen med borgmester Thomas Adelskov (S), der viser sig at have en god nyhed. Det verdensberømte danske bryghus Mikkeller har netop annonceret, at de går med i et ølbryggeri i Hørve i Odsherred – et bryggeri, der skal drives af unge med autisme og andre psykisk sårbare.

I starten af året fik Hørve ellers et slag, da den store prisvindende sildeproducent Lykkeberg pludselig lukkede sin fabrik og flyttede til Fyn. Blot få år efter, at Beauvais havde lukket sin fabrik i nabobyen Svinninge. Så kendisbryggeriets ankomst er kærkommen. Men Mikkellers involvering handler om at levere ekspertise og lægge navn til. De kommer ikke med den store pose penge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi kan ikke stå påtræstubben, og spejde efter den virksomhed med 500 arbejdspladser, der skal redde kommunens beskæftigelse og økonomi. De kommer ikke«, siger Thomas Adelskov. »Vi har i stedet valgt at satse på, hvor vi kan få vækst på vores stedbundne potentialer«. Stedbunden vækst er den type vækst, som pengemænd ikke kan flytte: Man kan ikke flytte Lammefjorden til Kina, så lammefjordsgulerødder er stedbunden vækst. Det er derfor, at brandingen af en fødevare som ’lokal’ er så attraktiv.

Vores gulerødder er bedre end konkurrenternes. De er ikke altid visuelt så pæne, men de er sødere og har mere smag, og det skyldes den særlige jordbund vi har herudeDirektør Peter Thane

»Landbrug og turisme er de to helt store erhverv. Vi har 26.000 sommerhuse og er landets største sommerhuskommune. Og i dag er fødevarer jo også et element i turismen. Nu kommer man ikke bare til Odsherred for at ligge på stranden, nu kommer man også for at spise, og for at gå ture i naturen og selv plukke. Fødevarer er en stor del af oplevelsen, så på den måde er der pludselig nogle hovederhverv, der smelter sammen for os«, siger han.

I er jo heldige at have hele det opland af købestærke sommerhusgæster. Det har de jo ikke i Midtjylland ...

»Ja, og vi synes jo selv, at vi ikke har været så gode til at brande, at vi faktisk er køkkenhaven for de allerbedste restauranter i Danmark og verdenen. At de henter deres produkter her i Odsherred på Lammefjorden. Det har vi ikke været gode nok til at udnytte. Det skal vi i gang med«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce